Jeg har glemt det... Det her blogge-noget.. Måske skal jeg tage det op igen...
Det er svært, synes jeg.. For måske det egentlig mest var tanker om dårlige og triste ting, jeg havde brug for at skrive om. Dengang jeg gik i gang.. Og der er indimellem stadig tanker om dårlige og triste ting, men de fylder egentlig slet, slet ikke så meget mere... Så måske jeg slet ikke får noget ud af at skrive noget om ingenting her mere...
Og alligevel så slog det mig idag, at jeg måske skal gå i gang.. Uden jeg helt ved, hvor det kom fra. Trine fortalte om en blog, hun havde læst, og pludselig fik jeg lyst.. Uden jeg egentlig har en ide om, hvad det så skulle handle om... Når nu det ikke er det triste og dårlige, der fylder mest i mit liv lige nu... Men måske det er okay på en blog, som i udgangspunktet bare er alt for meget om ingenting...
Måske det blev aktuelt, fordi jeg lige netop i dag er blevet ramt af den der helt ubegrundede og irrationelle tristhed, som jeg kender så godt, men som jeg alligevel ikke har følt i månedsvis...
torsdag den 20. december 2012
mandag den 13. august 2012
Om det ingenting, der fylder alting...
Måske jeg lige nåede at blive lidt småforelsket der?!
Men det var jeg så også den eneste, der gjorde... Så det er ingenting, og alligevel fylder det alting lige nu...
Det havde været bedre, hvis det ikke havde været ingenting...
Men det var jeg så også den eneste, der gjorde... Så det er ingenting, og alligevel fylder det alting lige nu...
Det havde været bedre, hvis det ikke havde været ingenting...
fredag den 22. juni 2012
Om en helt ualmindelig onsdag...
På onsdag skal jeg separeres...
Jeg har jo endelig sendt papirerne.. Efter dét skænderi, hvor det var helt tydeligt, at mit forsøg på at gøre det her ordentligt, nogle gange bliver helt, helt glemt, og hvor han sagde, at jeg ikke må se den unge mand mere, sendte jeg dem... Elektronisk og med kryds i feltet 'Nej' på spørgsmålene 'Er I enige om vilkårene for separation?' og 'Er I enige om separation?'...
Det gjorde mig glad! Det gjorde mig glad at vide, at jeg lige i det sekund havde gjort noget, der var godt for mig, og som, når jeg skal være ærlig, ville have været godt for mig at gøre længe... Det er stadig godt... Og har været det hvert eneste monent mellem mit klik på 'Send' og nu... Også da det faktisk gik op for mig, at jeg har anmodet om separation på den dag, der havde været vores 14års kærestedag, hvis ikke det var fordi....
Han blev gal... Da indkaldelsen til vilkårsforhandlingerne kom.. Over, at jeg ikke havde sagt noget.. Men jeg har jo sagt det... Tit.. At jeg ville sende dem... Og nej, jeg havde ikke sagt, at 'Nu har jeg så også gjort det..' For hvorfor? Hvorfor skal jeg stille mig i en situation, hvor han bliver ked og sur og gal? Igen.. For det er han jo også blevet de gange, jeg har sagt, at 'Nu sender jeg dem!'...
Vi fik snakket... Godt... Dér, hvor han først blev så gal og ked.. Det var så dejligt.. For det er egentlig længe siden, at vi har snakket om os, og det har altid været så skævt, fordi han ville mere, og jeg ikke ville mere.. Den her gang var det med en fælles, hvis ikke forståelse, så i hvert fald accept af, at vi er færdige med at kunne være gift med hinanden..
Jeg har trukket min anmodning om separation tilbage... Ikke fordi jeg ikke vil separeres, men fordi jeg på onsdag i Statsforvaltningens åbningstid kan gå over med en anmodning, hvor svaret på spørgsmålene 'Er I enige om vilkårene for separation?' og 'Er I enige om separation?' er 'Ja'... Det gør mig så glad!
Så på onsdag skal jeg separeres...
Jeg har jo endelig sendt papirerne.. Efter dét skænderi, hvor det var helt tydeligt, at mit forsøg på at gøre det her ordentligt, nogle gange bliver helt, helt glemt, og hvor han sagde, at jeg ikke må se den unge mand mere, sendte jeg dem... Elektronisk og med kryds i feltet 'Nej' på spørgsmålene 'Er I enige om vilkårene for separation?' og 'Er I enige om separation?'...
Det gjorde mig glad! Det gjorde mig glad at vide, at jeg lige i det sekund havde gjort noget, der var godt for mig, og som, når jeg skal være ærlig, ville have været godt for mig at gøre længe... Det er stadig godt... Og har været det hvert eneste monent mellem mit klik på 'Send' og nu... Også da det faktisk gik op for mig, at jeg har anmodet om separation på den dag, der havde været vores 14års kærestedag, hvis ikke det var fordi....
Han blev gal... Da indkaldelsen til vilkårsforhandlingerne kom.. Over, at jeg ikke havde sagt noget.. Men jeg har jo sagt det... Tit.. At jeg ville sende dem... Og nej, jeg havde ikke sagt, at 'Nu har jeg så også gjort det..' For hvorfor? Hvorfor skal jeg stille mig i en situation, hvor han bliver ked og sur og gal? Igen.. For det er han jo også blevet de gange, jeg har sagt, at 'Nu sender jeg dem!'...
Vi fik snakket... Godt... Dér, hvor han først blev så gal og ked.. Det var så dejligt.. For det er egentlig længe siden, at vi har snakket om os, og det har altid været så skævt, fordi han ville mere, og jeg ikke ville mere.. Den her gang var det med en fælles, hvis ikke forståelse, så i hvert fald accept af, at vi er færdige med at kunne være gift med hinanden..
Jeg har trukket min anmodning om separation tilbage... Ikke fordi jeg ikke vil separeres, men fordi jeg på onsdag i Statsforvaltningens åbningstid kan gå over med en anmodning, hvor svaret på spørgsmålene 'Er I enige om vilkårene for separation?' og 'Er I enige om separation?' er 'Ja'... Det gør mig så glad!
Så på onsdag skal jeg separeres...
mandag den 11. juni 2012
Om at være angst og om at mangle noget at sige...
Jeg skal afsted i morgen... Til psykologen.
Jeg har valgt en, som havde tid til mig indenfor 2 uger, så da jeg ringede forleden for at aftale en første tid, blev jeg vildt skuffet over, at hun først havde tid i august! Jeg er klar nu! Jeg vil gerne i gang, mens jeg stadig er sikker på, at det er en helt god ide... Det tror jeg sådan set også, at jeg ville kunne komme frem til, selvom første session var skemalagt til august, men tænk på hvor mange gange jeg i den mellemliggende periode kunne nå at være i tvivl...
Jeg overvejede, om jeg skulle finde en anden.. Og lurede på psykologklubbens hjemmeside igen.. Selvom jeg slet, slet ikke kender hende, jeg har valgt, kunne jeg mærke, at hun kunne være god for mig, og det var der altså ikke umiddelbart andre, der var... Eller jeg kunne i hvert fald ikke finde den der samme helt grundlæggende gode mavefornemmelse, når jeg læste om de andre... Jeg tror, at den er et godt udgangspunkt for et godt forløb.. Mavefornemmelsen...
Jeg er glad for, at jeg holdt ved... Den er der endnu.. Følelsen af, at hun kan hjælpe mig.. Med at hjælpe mig selv..
Jeg har tjekket mine besvarelser på de famøse tests på nettet... Depressions- og angsttesten... Jeg svinger rundt om 'let depression', men lægen ville ikke give mig diagnosen... Jeg fik et kryds i 'Angst'... Jeg føler mig ikke angst og har derfor fået lavet en fin forklaring til mig selv om, at han ikke synes, det kan være godt for mig at give mig til at hænge mig i diagnosen.. Og at det derfor var godt med et kryds i angst-rubrikken... Og det giver god mening for mig.. Fordi vi talte om 'navlepilleri' og 'husk at huske, at der også er gode ting' og 'du er godt på vej', da jeg var der første gang... Det passer godt ind i min oplevelse af, at jeg også skal huske, at jeg er ikke-depressionsramt...
Men nu fastholder han, at jeg er angst!? Jeg har ringet for at få lavet henvisningen om, fordi jeg er for gammel til at få tilskud til angstterapi, men ikke for gammel til depressionsterapi.. Hvis jeg først havde taget mig sammen om 20 dage, så havde jeg været gammel nok... De laver reglerne om.. Så man kan få tilskud op til 38 år.. 1. juli... (Hvilket er godt for mig, men slet, slet ikke godt i et større perspektiv, hvor man også kan have brug for hjælp, selvom man er over 38 år).. Men han vil ikke lave krydset om... Fordi jeg har tendens til angst... Jeg ved ikke, hvad jeg er angst for?! Jeg føler mig ikke angst, og selvom jeg havde bestemt mig for, at jeg ikke ville spekulere på det (uden psykologen), er det ret svært at lade være!!
Jeg håber, at jeg kan bilde mig selv ind, at han opererer med en anden forståelse af angst end mig, og at pskylogen kan hjælpe mig med finde ud af og italesætte, hvad det i så fald er, jeg er angst for.... For jeg kan godt mærke, at det der med ikke at hænge sig i diagnosen pludselig er blevet lidt sværere for mig, end det var i går...
Hun fik et afbud! I morgen... Så i morgen skal jeg afsted til psykologen... Jeg glæder mig... Men er også lidt nervøs... For hvad nu hvis hun beder mig om at fortælle noget om mig... Det er jo lige netop det, jeg ikke ved så meget om... Mig... Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige...
Jeg har valgt en, som havde tid til mig indenfor 2 uger, så da jeg ringede forleden for at aftale en første tid, blev jeg vildt skuffet over, at hun først havde tid i august! Jeg er klar nu! Jeg vil gerne i gang, mens jeg stadig er sikker på, at det er en helt god ide... Det tror jeg sådan set også, at jeg ville kunne komme frem til, selvom første session var skemalagt til august, men tænk på hvor mange gange jeg i den mellemliggende periode kunne nå at være i tvivl...
Jeg overvejede, om jeg skulle finde en anden.. Og lurede på psykologklubbens hjemmeside igen.. Selvom jeg slet, slet ikke kender hende, jeg har valgt, kunne jeg mærke, at hun kunne være god for mig, og det var der altså ikke umiddelbart andre, der var... Eller jeg kunne i hvert fald ikke finde den der samme helt grundlæggende gode mavefornemmelse, når jeg læste om de andre... Jeg tror, at den er et godt udgangspunkt for et godt forløb.. Mavefornemmelsen...
Jeg er glad for, at jeg holdt ved... Den er der endnu.. Følelsen af, at hun kan hjælpe mig.. Med at hjælpe mig selv..
Jeg har tjekket mine besvarelser på de famøse tests på nettet... Depressions- og angsttesten... Jeg svinger rundt om 'let depression', men lægen ville ikke give mig diagnosen... Jeg fik et kryds i 'Angst'... Jeg føler mig ikke angst og har derfor fået lavet en fin forklaring til mig selv om, at han ikke synes, det kan være godt for mig at give mig til at hænge mig i diagnosen.. Og at det derfor var godt med et kryds i angst-rubrikken... Og det giver god mening for mig.. Fordi vi talte om 'navlepilleri' og 'husk at huske, at der også er gode ting' og 'du er godt på vej', da jeg var der første gang... Det passer godt ind i min oplevelse af, at jeg også skal huske, at jeg er ikke-depressionsramt...
Men nu fastholder han, at jeg er angst!? Jeg har ringet for at få lavet henvisningen om, fordi jeg er for gammel til at få tilskud til angstterapi, men ikke for gammel til depressionsterapi.. Hvis jeg først havde taget mig sammen om 20 dage, så havde jeg været gammel nok... De laver reglerne om.. Så man kan få tilskud op til 38 år.. 1. juli... (Hvilket er godt for mig, men slet, slet ikke godt i et større perspektiv, hvor man også kan have brug for hjælp, selvom man er over 38 år).. Men han vil ikke lave krydset om... Fordi jeg har tendens til angst... Jeg ved ikke, hvad jeg er angst for?! Jeg føler mig ikke angst, og selvom jeg havde bestemt mig for, at jeg ikke ville spekulere på det (uden psykologen), er det ret svært at lade være!!
Jeg håber, at jeg kan bilde mig selv ind, at han opererer med en anden forståelse af angst end mig, og at pskylogen kan hjælpe mig med finde ud af og italesætte, hvad det i så fald er, jeg er angst for.... For jeg kan godt mærke, at det der med ikke at hænge sig i diagnosen pludselig er blevet lidt sværere for mig, end det var i går...
Hun fik et afbud! I morgen... Så i morgen skal jeg afsted til psykologen... Jeg glæder mig... Men er også lidt nervøs... For hvad nu hvis hun beder mig om at fortælle noget om mig... Det er jo lige netop det, jeg ikke ved så meget om... Mig... Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige...
torsdag den 7. juni 2012
At være ansvarsfuld og modig...
Jeg er ansvarsfuld og modig!
Ordene er min læges... Sagt i fredags, da jeg kom med mine udfyldte angst- og depressionstest og skulle have afgjort, om jeg kunne få en henvisning til en psykolog.. For jeg har fået nok! Jeg er træt af, at der er alt for mange dage, der er dårlige... Hvor jeg ikke aner, hvad jeg skal gribe i for at få det bedre! Men hvor jeg samtidig, helt rationelt, kan komme frem til, at tilstanden og tankerne og humøret er helt dårligt for mig...
Det er jeg jo ikke i tvivl om... At der er ødelæggende for mig og det, jeg gør (eller jo ikke gør, fordi jeg ikke kan overskue det eller aner, hvor jeg skal begynde)... Og for dem, jeg har i mit liv..
Jeg ved, at jeg er kommet længere og har det bedre, end jeg har haft længe.. Jeg ved også, at jeg i små skridt får det lidt bedre hele tiden... Men jeg ved ikke, hvordan jeg holder fast i følelsen... Følelsen af, at jeg er godt på vej... Jeg ved i hvert fald ikke, hvordan jeg skal holde fast, ret længe af gangen...
Jeg tror, jeg har særligt to ting, der - udover det helt ødelæggende ved selve håbløsheden, jeg føler - gør, at jeg har fået nok... Og den ene er i virkeligheden ret positiv! Når jeg er glad, så er jeg glad på en helt anderledes, grundlæggende facon, end jeg kan huske, jeg har været længe! Sådan helt igennem glad og godt tilfreds.. Tilfreds med mig og mit liv og mine valg her i livet... Både dem, der er endt, som jeg havde forestillet mig, og dem, som er endt helt anderledes, end jeg havde forestillet mig... Glad på en helt grundlæggende og 'hvilen-i-sig-selv'-agtig måde! Og fortrøstningsfuld.. På mine vegne! Og det er så fedt!! Sådan gider jeg faktisk at have det noget mere! Derfor er det i sig selv helt frustrerende, at jeg ikke bare kan holde fast i det! Hvorfor skal jeg have så mange dage, hvor jeg ikke magter andet end at sidde i min sofa og glo ud i luften, når nu jeg også er grundlæggende glad!?
Den anden ting er skiftene og uforudsigeligheden i dem... Som ikke er til at bære! Den mindste ting kan vælte læsset... Og nogle gange er det ting, som jeg fint har kunnet håndtere og reflektere godt over på andre tider.. Det er da utåleligt! Som tanken om, at jeg skal holde ferie alene... Som jeg fint har kunnet forholde mig til og forlige mig med mange gange i løbet af de sidste mange måneder... Hvorfor er det pludselig så en dag lige det, der skal til for, at jeg græder som det første, når jeg vågner? Når jeg så sent som aftenen inden havde talt med en veninde om det, og egentlig havde det fint med det? Det er sgu da pisse irriterende! Og mest fordi jeg helt rationelt jo sagtens kan se - der, midt i min nedtur - at det oftest er helt, helt fjollede ting, der ødelægger mig...
Jeg har fået den... Henvisningen... Med ordene om, at jeg er ansvarsfuld og modig, fordi jeg forholder mig til mig, mit liv og at jeg har det skidt! Jeg ved ikke, om det er henvisningen eller ordene i sig selv, der har haft en betydning... Ikke desto mindre har det haft det... En betydning for mine sidste 6 dage.. Som har været helt igennem gode og fortrøstningsfulde på mine vegne!
Måske det bare er fordi, jeg faktisk tror på, at han har ret! Lægen...
Ordene er min læges... Sagt i fredags, da jeg kom med mine udfyldte angst- og depressionstest og skulle have afgjort, om jeg kunne få en henvisning til en psykolog.. For jeg har fået nok! Jeg er træt af, at der er alt for mange dage, der er dårlige... Hvor jeg ikke aner, hvad jeg skal gribe i for at få det bedre! Men hvor jeg samtidig, helt rationelt, kan komme frem til, at tilstanden og tankerne og humøret er helt dårligt for mig...
Det er jeg jo ikke i tvivl om... At der er ødelæggende for mig og det, jeg gør (eller jo ikke gør, fordi jeg ikke kan overskue det eller aner, hvor jeg skal begynde)... Og for dem, jeg har i mit liv..
Jeg ved, at jeg er kommet længere og har det bedre, end jeg har haft længe.. Jeg ved også, at jeg i små skridt får det lidt bedre hele tiden... Men jeg ved ikke, hvordan jeg holder fast i følelsen... Følelsen af, at jeg er godt på vej... Jeg ved i hvert fald ikke, hvordan jeg skal holde fast, ret længe af gangen...
Jeg tror, jeg har særligt to ting, der - udover det helt ødelæggende ved selve håbløsheden, jeg føler - gør, at jeg har fået nok... Og den ene er i virkeligheden ret positiv! Når jeg er glad, så er jeg glad på en helt anderledes, grundlæggende facon, end jeg kan huske, jeg har været længe! Sådan helt igennem glad og godt tilfreds.. Tilfreds med mig og mit liv og mine valg her i livet... Både dem, der er endt, som jeg havde forestillet mig, og dem, som er endt helt anderledes, end jeg havde forestillet mig... Glad på en helt grundlæggende og 'hvilen-i-sig-selv'-agtig måde! Og fortrøstningsfuld.. På mine vegne! Og det er så fedt!! Sådan gider jeg faktisk at have det noget mere! Derfor er det i sig selv helt frustrerende, at jeg ikke bare kan holde fast i det! Hvorfor skal jeg have så mange dage, hvor jeg ikke magter andet end at sidde i min sofa og glo ud i luften, når nu jeg også er grundlæggende glad!?
Den anden ting er skiftene og uforudsigeligheden i dem... Som ikke er til at bære! Den mindste ting kan vælte læsset... Og nogle gange er det ting, som jeg fint har kunnet håndtere og reflektere godt over på andre tider.. Det er da utåleligt! Som tanken om, at jeg skal holde ferie alene... Som jeg fint har kunnet forholde mig til og forlige mig med mange gange i løbet af de sidste mange måneder... Hvorfor er det pludselig så en dag lige det, der skal til for, at jeg græder som det første, når jeg vågner? Når jeg så sent som aftenen inden havde talt med en veninde om det, og egentlig havde det fint med det? Det er sgu da pisse irriterende! Og mest fordi jeg helt rationelt jo sagtens kan se - der, midt i min nedtur - at det oftest er helt, helt fjollede ting, der ødelægger mig...
Jeg har fået den... Henvisningen... Med ordene om, at jeg er ansvarsfuld og modig, fordi jeg forholder mig til mig, mit liv og at jeg har det skidt! Jeg ved ikke, om det er henvisningen eller ordene i sig selv, der har haft en betydning... Ikke desto mindre har det haft det... En betydning for mine sidste 6 dage.. Som har været helt igennem gode og fortrøstningsfulde på mine vegne!
Måske det bare er fordi, jeg faktisk tror på, at han har ret! Lægen...
mandag den 21. maj 2012
Om at dele og om at gøre sit bedste...
Tiden går hurtigt
for mig lige nu…
Jeg er midt i
bodelingen… Det har indtil nu været meget mindre vanskeligt, end jeg havde
frygtet… Det har været ret oplagt, hvem der skulle have sofaerne, og
arvestykkerne har jo givet sig selv… Måske det faktisk er gået så godt, fordi
jeg selv har gjort det… Jeg har pakket mandens ting ned i kasser og meldt, når
de var klar til at blive afhentet… Jeg havde ikke forestillet mig, at det
skulle være sådan. Jeg havde tænkt, at den aftale, vi havde om at dele en
søndag for tre uger siden ville inkludere en minutiøs gennemgang af det hele i
fællesskab… Men igen blev det sådan, at jeg stod tilbage med alle mine
forestillinger… Og ingen møbler, men alt lortet fra skabe og reoler stående i
bunker på gulvet…
Jeg er stadig
ikke helt god til at lade være med at forestille mig ting på forhånd… Jeg er
nok stadig heller ikke helt god til at prøve at italesætte mine forestillinger
på forhånd. Hvis jeg skal være helt ærlig. Selvom jeg jo godt ved, at
konsekvenserne bliver mine. Det er mig, der bliver skuffet, når mine
forestillinger ikke bliver indfriet, og desværre betyder det hele i en stor
pærevælling, at jeg så heller ikke altid får sagt det til dem, der så ikke
lever op til alt det, jeg går rundt og forestiller sig…
Den her gang har
jeg ikke gjort det… Jeg har ikke sagt til ham, at det slet, slet ikke var det,
jeg troede.. Og at jeg jo havde brugt tid og energi på at forberede mig på, at
det var nu, vi skulle dele vores fælles liv op i to bunker. Bunker, som ville
signalere, at vi nu er helt færdige med det, der var vores, og forhåbentlig
være så ordentlige og lige, at det, der var godt, ikke mister sin betydning…
Jeg ved ikke, om
jeg burde.. Have sagt det… Men udover ingen møbler fandt jeg mig stående med en
ung mand, der reagerede meget mere, end jeg havde forestillet mig. Det gør
stadig helt ondt at tænke på den fortvivlelse, der blev udtrykt gennem et
simpelt ’Hvor skal vi så sidde og spise?’ Jeg ved ikke, hvad jeg havde
forestillet mig, at hans reaktion kunne være.. Måske jeg faktisk lige i det
tilfælde ikke havde gjort mig umage med at forestille mig nok… For man kunne
vel sige sig selv, at det gør ondt i sjælen at se sit barndomshjem delt… I to
bunker, der lige dér og i hans øjne slet, slet ikke forekom lige… Også selvom man
selv er nærmest voksen og begyndt at tale om at skabe sit eget hjem… Jeg tror,
at det lykkedes mig at være nok for ham lige dér.. På trods… Jeg håber det… Det
blev til mange krammere den dag. Og et fælles kig i den kasse i kælderen, der
indeholder alle de tegninger og malerier, stile og perleplader, han i de 14 år,
jeg har været hans mor, har lavet. En kasse med barndom, der pludselig fik en
helt ny betydning den første søndag i maj…
Jeg er ked af, at
mine drømme om at leve lykkeligt til vores dages ende ikke gik i opfyldelse… På
mine vegne og på min mands vegne… Men mest af alt er jeg ked af det på den unge
mands vegne…
Jeg gør mit bedste…
Og gud, hvor jeg håber, at det er nok…
fredag den 2. marts 2012
En god dag...
Det her bliver en god dag!
Jeg kan mærke det i maven.. Jeg er stået op til solskin, en beslutning om, at opvaskemaskinen skal tømmes (den vaskede i søndags, så det er tid, ikke?) og en hjemmearbejdsdag...
Man kan sikkert tolke en masse i det der med, at jeg synes, det mærker godt, at jeg skal være hjemme, men det lader jeg være med... Jeg har besluttet, at jeg må tage opgaverne en af gangen, og er kommet i tanke om, at jeg jo faktisk godt kan blive lidt høj af mine arbejdsopgaver, når de lykkedes... Målet er, at jeg finder en facon, hvor de lykkedes på en god måde.. Hvor jeg oplever, at jeg kan holde fokus, og hvor fornemmelsen af, at jeg er 1.000 år om ting, der ikke bør tage så lang tid, bliver mindre... Jeg øver mig...
Jeg øver mig også i mig.. I at finde mig og finde mig på mine præmisser.. Jeg synes faktisk, at jeg har ret stor succes med det i disse dage, og det kan man også blive høj af... Det er godt at mærke, at jeg (stadig) har succes med de ting, jeg beslutter mig for, at jeg vil have succes med... Når man kan mærke beslutningen helt nede i maven, så plejer de at være gode.. Og at være meget nemmere at effektuere med succes... Jeg synes, det er en oplevelse, der giver mig en fortrøsning om, at min mor har ret, når hun siger, at jeg er beslutsom og målrettet... Ligesom hun siger, at jeg er sød og pæn og klog... Ja, sgu!! I dag er jeg i hvert fald!
Og ja, jeg kan mærke beslutningen om at tømme opvaskeren helt nede i maven.. :)
Rigtig god fredag...
Jeg kan mærke det i maven.. Jeg er stået op til solskin, en beslutning om, at opvaskemaskinen skal tømmes (den vaskede i søndags, så det er tid, ikke?) og en hjemmearbejdsdag...
Man kan sikkert tolke en masse i det der med, at jeg synes, det mærker godt, at jeg skal være hjemme, men det lader jeg være med... Jeg har besluttet, at jeg må tage opgaverne en af gangen, og er kommet i tanke om, at jeg jo faktisk godt kan blive lidt høj af mine arbejdsopgaver, når de lykkedes... Målet er, at jeg finder en facon, hvor de lykkedes på en god måde.. Hvor jeg oplever, at jeg kan holde fokus, og hvor fornemmelsen af, at jeg er 1.000 år om ting, der ikke bør tage så lang tid, bliver mindre... Jeg øver mig...
Jeg øver mig også i mig.. I at finde mig og finde mig på mine præmisser.. Jeg synes faktisk, at jeg har ret stor succes med det i disse dage, og det kan man også blive høj af... Det er godt at mærke, at jeg (stadig) har succes med de ting, jeg beslutter mig for, at jeg vil have succes med... Når man kan mærke beslutningen helt nede i maven, så plejer de at være gode.. Og at være meget nemmere at effektuere med succes... Jeg synes, det er en oplevelse, der giver mig en fortrøsning om, at min mor har ret, når hun siger, at jeg er beslutsom og målrettet... Ligesom hun siger, at jeg er sød og pæn og klog... Ja, sgu!! I dag er jeg i hvert fald!
Og ja, jeg kan mærke beslutningen om at tømme opvaskeren helt nede i maven.. :)
Rigtig god fredag...
mandag den 27. februar 2012
Nu er det nu...
Jeg har bestemt, at det er nu... Der er gået 7 måneder og 6 dage, siden den torsdag formiddag.. Hvor svaret på spørgsmålet 'Hvad er der i vejen?' ikke bare var 'Ikke noget', men i stedet 'Jeg er ked af det, fordi jeg har besluttet, at jeg er nødt til at sige til dig, at jeg vil skilles'...
7 måneder og 6 dage, hvor jeg har ventet på, at han skal forstå og acceptere.. Og hvor jeg det meste af tiden faktisk har været klar over, at det kommer han ikke til... Uanset hvor længe jeg venter, så bliver han ked af det og sur og gal... Måske bliver vi også uvenner... Men jeg har bestemt, at det er nu...
Prisen er for høj nu... Jeg føler mig indimellem i et limbo, hvor der ikke er plads til, at jeg helt kan finde ud af, hvordan jeg skal tænke om mig... Og andre gange er jeg slet, slet ikke i tvivl.. Indimellem føler jeg mig overhovedet ikke forbundet til ham og tænker mig som a-Lene... På den gode måde.. Sådan 'glad og fri og glad'-agtig.. Jeg vil gerne have nogle flere af den slags dage... Jeg har bestemt, at det er nu...
Jeg håber, at jeg kan huske, at de allerfleste af de beslutninger, jeg har taget for mig, og som jeg har kunnet mærke på den gode måde helt nede i maven, også har vist sig at være det... Gode... For jeg har bestemt, at det er nu...
Det er nu, jeg beder om at blive sepereret fra den mand, jeg elskede og troede, jeg skulle blive gammel sammen med...
7 måneder og 6 dage, hvor jeg har ventet på, at han skal forstå og acceptere.. Og hvor jeg det meste af tiden faktisk har været klar over, at det kommer han ikke til... Uanset hvor længe jeg venter, så bliver han ked af det og sur og gal... Måske bliver vi også uvenner... Men jeg har bestemt, at det er nu...
Prisen er for høj nu... Jeg føler mig indimellem i et limbo, hvor der ikke er plads til, at jeg helt kan finde ud af, hvordan jeg skal tænke om mig... Og andre gange er jeg slet, slet ikke i tvivl.. Indimellem føler jeg mig overhovedet ikke forbundet til ham og tænker mig som a-Lene... På den gode måde.. Sådan 'glad og fri og glad'-agtig.. Jeg vil gerne have nogle flere af den slags dage... Jeg har bestemt, at det er nu...
Jeg håber, at jeg kan huske, at de allerfleste af de beslutninger, jeg har taget for mig, og som jeg har kunnet mærke på den gode måde helt nede i maven, også har vist sig at være det... Gode... For jeg har bestemt, at det er nu...
Det er nu, jeg beder om at blive sepereret fra den mand, jeg elskede og troede, jeg skulle blive gammel sammen med...
torsdag den 23. februar 2012
torsdag den 16. februar 2012
Om lykke og bland-selv-slik...
Da jeg var et mellemstort barn havde jeg på et tidspunkt dækket mine tre klædeskabes gulnet-brune låger med plakater og citater og alskens mærkelige udklip... Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men det var før, jeg flyttede ind i husets største værelse med turkis-og-i-svampeteknik-farvede vægge... Måske 13-14 år.. Det passer vist med, at jeg flyttede min storesøster ud af det store værelse, fordi hun efter min mening ikke hurtigt nok fik flyttet sine ting hen i sin første lejlighed.. Jeg er egentlig ikke helt sikker på, om hun helt har tilgivet mig, at hun på den måde 'blev flyttet hjemmefra'.. Men hun tog i byen og sagde, at 'Det kan du da selv gøre', da jeg påpegede, at hun burde blive hjemme og pakke sine ting væk... Så på sin vis gav hun mig jo selv lov!
På skabet, der på mit 'først i teenageårene'-værelse, kan jeg huske, at jeg havde en forholdsvis simpel tegneserie af en pige og en dreng og med teksten 'Lykken er... at have en ven'. Og det er det.. Lykken... Jeg øver mig i at lede efter den.. Ikke i de store ting, men bare i de små.. Fordi dem er der jo, hvis man skal være helt ærlig, flest af.. Små ting, altså.. Og jeg er ret god til det.. At finde dem...
Jeg er vild med facebook.. Jeg tror, min fascination hænger sammen med, at jeg er nysgerrig på grænsen til det overdrevne, og det er jo en oplagt mulighed for at snage i andre menneskers liv... (Jeg savner faktisk den feature, der gjorde, at man kunne se venners venners statustopdateringer i oversigtsform, når man kiggede på vennernes vennelister.. Lækkert med hurtigt overblik både over statusopdateringerne, men også en klar indikation af hvilke profiler, der er så lidt private, at en ikke-ven kan snage med.. :)) Jeg bruger det meget... Facebook... Og ikke bare til at snage i andre menneskers liv.. Jeg deler også mit.. Eller noget af det.. Min mand sagde engang, at han slet ikke kunne kende den Lene, han kunne læse om på facebook... Fordi hun er sådan et glad og på grænsen til det overglade, i-bund-og-grund-tilfredst menneske... Og det synes han faktisk ikke, at jeg var, når jeg var sammen med ham (go figure..). Nå, men jeg opdaterer altså.. Min status.. Nogle gange tit (men aldrig på den der ’Nu er jeg her lige, så nu får I fire opdateringer med cirka 30 sekunders mellemrum’-agtige måde). Og jeg gør det ordentligt! Jeg tænker godt over det, inden jeg trykker update, sikrer mig, at der ikke er stavefejl og kunne ikke drømme om at skrive ’jeg’… Som I ’Lene er glad i dag, for jeg skal i skoven’… Man kombinerer jo ikke første person og tredje person! Nej, Lene er glad, for hun skal i skoven! :)
Jeg har dog på det seneste udvidet repertoiret af facebookstatusopdateringer.. Jow jow.. Nu kan det hænde sig, at der står ’Lene - Lykken er:….’! Hvad siger I så? :) Så minder jeg mig selv (og mine facebookvenner, men ikke deres venner, for man behøver ikke per definition dele, fordi man selv gerne vil snage) om, at lykken er i de små ting… Som når barnet tager opvasken.. Eller løber hen til købmanden for at nå at købe bland-selv-slik, inden de lukker.. Eller selv løbe og have optur over det..
Faktisk er det der, jeg er lige nu… I en optur… Jeg har en tendens til alt for meget tankevirksomhed på den der ’nu forestiller jeg mig en masse, som jeg alligevel ikke ved en skid om, men jeg kan slet ikke lade være’-agtige måde.. Hvor jeg bare har drømt om at kunne skrue lidt ned! Man bliver ør af hele tiden at have 1.000 tanker i hovedet.. Ikke fordi det er det at have mange tanker, der i sig selv er træls.. Nej, det er den samtidige helt rationelle viden om, at man er helt skør i kombination med, at man slet, slet ikke kan lade være, der gør ør… Men jeg har fået skruet ned.. Og nøj, hvor det frigiver en masse god energi! Som jeg så blandt andet har brugt på at lede efter den der tegneserie.. Om at lykken er at have en ven.. Egentlig ikke fordi jeg er i tvivl om, at lykken er at have en ven, men fordi jeg synes, det kunne være helt skønt, hvis jeg kunne finde én, der pointerede, at det faktisk også er lykken at være en ven... Det kunne jeg nu ikke.. Men jeg kunne finde nogle af tegneserierne, og jeg kunne finde originalerne… Som faktisk ikke er halvt så gode, fordi de hedder ’Love is…’ Og jo, love er vigtigt, men der er jeg faktisk ikke nu.. Lige nu er jeg bare der, hvor jeg prøver at finde ud af, hvad lykke er… Udover, at lykken er store ting.. Ligesom kærlighed er.. Og en dag giver det sikkert helt god mening at finde de helt skønne tegninger om, hvad love is, frem og tænke, at 'Jaaa, det er præcis sådan jeg har det!'.. Måske det endda vil give anledning til at overveje en genintroduktion af en udklipssamling på en række gul-brune klædeskabe.. Lige nu er det dog tvivlsomt, at klædeskabe og svampeteknik kan sættes i samme sætning som 'lykke'... Det går ligesom lidt bedre med bland-selv-slik... :)
Nåe ja, og når jeg tænker mig om, så har hun nok tilgivet mig.. Min søster.. For man skaber vel ikke et hjem for sin egen familie i barndomshjemmet, hvis man har en grundlæggende følelse af at være ’blevet flyttet hjemmefra’.. Og på lørdag skal jeg hænge ud med niecen i værelset, hvor lykken var at have en ven, og med nevøen i værelset, hvor svampeteknikken var en (ret turkisfarvet) del af mit liv… For slet ikke at tale om niecen, der er så heldig at bo i det værelse, som aldrig har været mit, men hvor alle minderne er knyttet til mine søstre… For ’Lene - Lykken er: at være en søster’, og ’Lene - Lykken er: at være en moster’! For der er også lykke i de store ting!
På skabet, der på mit 'først i teenageårene'-værelse, kan jeg huske, at jeg havde en forholdsvis simpel tegneserie af en pige og en dreng og med teksten 'Lykken er... at have en ven'. Og det er det.. Lykken... Jeg øver mig i at lede efter den.. Ikke i de store ting, men bare i de små.. Fordi dem er der jo, hvis man skal være helt ærlig, flest af.. Små ting, altså.. Og jeg er ret god til det.. At finde dem...
Jeg er vild med facebook.. Jeg tror, min fascination hænger sammen med, at jeg er nysgerrig på grænsen til det overdrevne, og det er jo en oplagt mulighed for at snage i andre menneskers liv... (Jeg savner faktisk den feature, der gjorde, at man kunne se venners venners statustopdateringer i oversigtsform, når man kiggede på vennernes vennelister.. Lækkert med hurtigt overblik både over statusopdateringerne, men også en klar indikation af hvilke profiler, der er så lidt private, at en ikke-ven kan snage med.. :)) Jeg bruger det meget... Facebook... Og ikke bare til at snage i andre menneskers liv.. Jeg deler også mit.. Eller noget af det.. Min mand sagde engang, at han slet ikke kunne kende den Lene, han kunne læse om på facebook... Fordi hun er sådan et glad og på grænsen til det overglade, i-bund-og-grund-tilfredst menneske... Og det synes han faktisk ikke, at jeg var, når jeg var sammen med ham (go figure..). Nå, men jeg opdaterer altså.. Min status.. Nogle gange tit (men aldrig på den der ’Nu er jeg her lige, så nu får I fire opdateringer med cirka 30 sekunders mellemrum’-agtige måde). Og jeg gør det ordentligt! Jeg tænker godt over det, inden jeg trykker update, sikrer mig, at der ikke er stavefejl og kunne ikke drømme om at skrive ’jeg’… Som I ’Lene er glad i dag, for jeg skal i skoven’… Man kombinerer jo ikke første person og tredje person! Nej, Lene er glad, for hun skal i skoven! :)
Jeg har dog på det seneste udvidet repertoiret af facebookstatusopdateringer.. Jow jow.. Nu kan det hænde sig, at der står ’Lene - Lykken er:….’! Hvad siger I så? :) Så minder jeg mig selv (og mine facebookvenner, men ikke deres venner, for man behøver ikke per definition dele, fordi man selv gerne vil snage) om, at lykken er i de små ting… Som når barnet tager opvasken.. Eller løber hen til købmanden for at nå at købe bland-selv-slik, inden de lukker.. Eller selv løbe og have optur over det..
Faktisk er det der, jeg er lige nu… I en optur… Jeg har en tendens til alt for meget tankevirksomhed på den der ’nu forestiller jeg mig en masse, som jeg alligevel ikke ved en skid om, men jeg kan slet ikke lade være’-agtige måde.. Hvor jeg bare har drømt om at kunne skrue lidt ned! Man bliver ør af hele tiden at have 1.000 tanker i hovedet.. Ikke fordi det er det at have mange tanker, der i sig selv er træls.. Nej, det er den samtidige helt rationelle viden om, at man er helt skør i kombination med, at man slet, slet ikke kan lade være, der gør ør… Men jeg har fået skruet ned.. Og nøj, hvor det frigiver en masse god energi! Som jeg så blandt andet har brugt på at lede efter den der tegneserie.. Om at lykken er at have en ven.. Egentlig ikke fordi jeg er i tvivl om, at lykken er at have en ven, men fordi jeg synes, det kunne være helt skønt, hvis jeg kunne finde én, der pointerede, at det faktisk også er lykken at være en ven... Det kunne jeg nu ikke.. Men jeg kunne finde nogle af tegneserierne, og jeg kunne finde originalerne… Som faktisk ikke er halvt så gode, fordi de hedder ’Love is…’ Og jo, love er vigtigt, men der er jeg faktisk ikke nu.. Lige nu er jeg bare der, hvor jeg prøver at finde ud af, hvad lykke er… Udover, at lykken er store ting.. Ligesom kærlighed er.. Og en dag giver det sikkert helt god mening at finde de helt skønne tegninger om, hvad love is, frem og tænke, at 'Jaaa, det er præcis sådan jeg har det!'.. Måske det endda vil give anledning til at overveje en genintroduktion af en udklipssamling på en række gul-brune klædeskabe.. Lige nu er det dog tvivlsomt, at klædeskabe og svampeteknik kan sættes i samme sætning som 'lykke'... Det går ligesom lidt bedre med bland-selv-slik... :)
Nåe ja, og når jeg tænker mig om, så har hun nok tilgivet mig.. Min søster.. For man skaber vel ikke et hjem for sin egen familie i barndomshjemmet, hvis man har en grundlæggende følelse af at være ’blevet flyttet hjemmefra’.. Og på lørdag skal jeg hænge ud med niecen i værelset, hvor lykken var at have en ven, og med nevøen i værelset, hvor svampeteknikken var en (ret turkisfarvet) del af mit liv… For slet ikke at tale om niecen, der er så heldig at bo i det værelse, som aldrig har været mit, men hvor alle minderne er knyttet til mine søstre… For ’Lene - Lykken er: at være en søster’, og ’Lene - Lykken er: at være en moster’! For der er også lykke i de store ting!
søndag den 5. februar 2012
Apropos...
...så faldt jeg over denne sang med Melissa Etheridge...
Som er ret god, og som har en helt fin tekst.. Den kan du læse her:
If you ask me I will say I'm fine
All pink like birthday girls and valentines
And then the stillness of the night reminds
That I don't like to be alone
My thoughts are race cars running 'round my head
They burst into flames and they crash into my bed
Until I fall into a dream instead
Where all my lovers turn to stone
And all I want is company
Someone to understand this misery
Send a reflection of myself to me
'Cause everybody needs some company
These times I'm living in just make no sense
Sometimes my face gets pushed against the fence
I want to scream out in my self-defense
But I don't want to be alone
And all I want is company
Someone to understand this misery
Send a reflection of myself to me
'Cause everybody needs some company
What is truth and what is fear
Will I find it under here
I know they're selling me a lie
But I'm first in line to buy
First in line to try
I find some sanity on the written page
Where life is worth more than a living wage
They say the battle's over now it's time to change
And I won't ever be alone
And all I want is company
Someone to understand this misery
Send a reflection of myself to me
'Cause everybody needs some company
I need some company
Company
..men jeg har bestemt, at det er en dårlig ide altid bare at sige, at jeg har det godt.. Nogle gange - og når de rigtige spørger - siger jeg sandheden...
fredag den 3. februar 2012
Alene, men ikke ensom...
Jeg øver mig i at huske, at der er forskel på at være alene og at være ensom… Jeg har egentlig altid haft en fornemmelse af, at jeg er dårlig til at være alene hjemme, men har opdaget de seneste måneder, at det nok bare er noget, jeg har bildt mig ind… Jeg kan faktisk godt finde på noget at give mig til, og jeg behøver ikke ligge på sofaen og se på dårligt tv! Jeg kan surfe og chatte og lure på facebook og læse en bog.. Jeg kan også bare se noget godt i tv!
Jeg har googlet lidt.. Jeg elsker google! Nå, men jeg har googlet lidt for at se, om jeg kunne finde en forskel i de måder, de to ting bliver italesat.. Ensomhed og alenehed.. Jeg fandt en definition på alene som ’det ikke at være sammen med andre’.. Det giver god mening… Det er heller ikke en definition, som på nogen måde antyder, at det skulle være noget dårligt! Det kan jeg godt li’… For det er okay at være alene, og i virkeligheden har de fleste vel brug for de stunder indimellem, hvor de ’ikke er sammen med andre’… Ligesom jeg har, og ligesom jeg altid har haft…
Måske det har været en dårlig undskyldning… Det der med at jeg er dårlig til at være alene.. For ikke at gøre noget.. For ikke at kaste mig ud i at lave planer på de der dage, hvor jeg vidste, at jeg skulle være alene hjemme.. Jeg slap jo for bøvlet med at sige, at der var noget, jeg gerne ville og for skuffelsen over, at det ikke ville blive modtaget med et ’Nøj, det kan jeg godt forstå, for det lyder hyggeligt/sjovt/spændende’.. Eller ’tiltrængt’…
Ensomhed er noget grundlæggende andet.. Jeg faldt over disse power points, hvor der står følgende om ensomhed: ”Ensomhed kan karakteriseres som en varig tilstand af emotionel art, som opstår, når en person føler sig fremmedgjort over for, misforstået eller afvist af andre“… Og også, at ”Ensomhed kan karakteriseres som en generel mangel på fyldestgørende personlige, sociale eller samfundsmæssige relationer”… Der står ikke, hvor de kommer fra.. Definitionerne… Men den, der har skrevet det eller sagt det, er klog, tænker jeg… Og har helt forstået, at ensomhed er helt trist.. Det gode er, at jeg ikke har det sådan! Når jeg nu læser disse to helt gode måder at tale om ensomhed på, så er det tydeligt for mig, at det ikke er sådan, jeg har det! Jo, oplevelsen af at være misforstået og afvist kan jeg da godt kende.. I livet lige nu.. Men det er jo ikke ’varigt’, og det er heller ikke ’af andre’… Det er ’af en’… De fleste forstår mig godt.. Nogle har endda sagt ’tillykke’, når jeg har fortalt, at jeg er gået… Andre har taget sig selv i at ville sige det.. Selv nogle af dem, der kender ham bedst, har sagt, at ’det var godt’, ’du har fortjent bedre’, og ’det var på tide’…
Det er heller ikke ’generelt’.. Eller ’mangel på fyldestgørende personlige, sociale eller samfundsmæssige relationer’.. Overhovedet!
Jeg er alene! Jeg er ikke ensom!
Men nøj, hvor jeg synes, at jeg trænger til at blive holdt om… Nøgen... ;)
Happy friday! :)
Jeg har googlet lidt.. Jeg elsker google! Nå, men jeg har googlet lidt for at se, om jeg kunne finde en forskel i de måder, de to ting bliver italesat.. Ensomhed og alenehed.. Jeg fandt en definition på alene som ’det ikke at være sammen med andre’.. Det giver god mening… Det er heller ikke en definition, som på nogen måde antyder, at det skulle være noget dårligt! Det kan jeg godt li’… For det er okay at være alene, og i virkeligheden har de fleste vel brug for de stunder indimellem, hvor de ’ikke er sammen med andre’… Ligesom jeg har, og ligesom jeg altid har haft…
Måske det har været en dårlig undskyldning… Det der med at jeg er dårlig til at være alene.. For ikke at gøre noget.. For ikke at kaste mig ud i at lave planer på de der dage, hvor jeg vidste, at jeg skulle være alene hjemme.. Jeg slap jo for bøvlet med at sige, at der var noget, jeg gerne ville og for skuffelsen over, at det ikke ville blive modtaget med et ’Nøj, det kan jeg godt forstå, for det lyder hyggeligt/sjovt/spændende’.. Eller ’tiltrængt’…
Ensomhed er noget grundlæggende andet.. Jeg faldt over disse power points, hvor der står følgende om ensomhed: ”Ensomhed kan karakteriseres som en varig tilstand af emotionel art, som opstår, når en person føler sig fremmedgjort over for, misforstået eller afvist af andre“… Og også, at ”Ensomhed kan karakteriseres som en generel mangel på fyldestgørende personlige, sociale eller samfundsmæssige relationer”… Der står ikke, hvor de kommer fra.. Definitionerne… Men den, der har skrevet det eller sagt det, er klog, tænker jeg… Og har helt forstået, at ensomhed er helt trist.. Det gode er, at jeg ikke har det sådan! Når jeg nu læser disse to helt gode måder at tale om ensomhed på, så er det tydeligt for mig, at det ikke er sådan, jeg har det! Jo, oplevelsen af at være misforstået og afvist kan jeg da godt kende.. I livet lige nu.. Men det er jo ikke ’varigt’, og det er heller ikke ’af andre’… Det er ’af en’… De fleste forstår mig godt.. Nogle har endda sagt ’tillykke’, når jeg har fortalt, at jeg er gået… Andre har taget sig selv i at ville sige det.. Selv nogle af dem, der kender ham bedst, har sagt, at ’det var godt’, ’du har fortjent bedre’, og ’det var på tide’…
Det er heller ikke ’generelt’.. Eller ’mangel på fyldestgørende personlige, sociale eller samfundsmæssige relationer’.. Overhovedet!
Jeg er alene! Jeg er ikke ensom!
Men nøj, hvor jeg synes, at jeg trænger til at blive holdt om… Nøgen... ;)
Happy friday! :)
tirsdag den 17. januar 2012
At være mindre ligeglad...
Jeg har vist fundet grænsen.. For, hvad jeg kan skrive her.. For jeg kan ikke skrive, at jeg ville ønske, at der var mig, han havde lyst til at kysse på.. Og at jeg synes, at hun er dum og træls, og at jeg ville ønske, at jeg aldrig havde fortalt hende en skid om, hvordan jeg har det...
Hun er en af dem, der ved mest om, hvad der foregår i mit hoved.. Som har lyttet og spurgt og rådet og trøstet mig, når jeg græd... Og heppet, når jeg har sagt, at jeg trængte til at blive holdt om... Hun glemte bare at sige, at hun også synes, at han er helt sød, og at han kunne være hyggelig at kysse på...
Jeg føler mig 14 år... Eller 15 eller 16 eller 17... For sådan har veninder ret tit gjort i mit liv... (Måske det er en rimelig grund til, at det er løbet ud i sandet?!) Den her gang har jeg dog besluttet, at jeg ikke er 14 år længere, og at jeg vil putte min energi i noget andet.. Og jeg har sagt det til hende! At jeg ville ønske, at hun havde sagt det..
Og jeg ville ønske, at jeg ikke havde sagt så meget... Det virker ikke helt som om hun har hørt efter i en grad, hun burde..
Men det er ikke helt så nemt at være ligeglad.. Som jeg besluttede, at det skulle være..
Hun er en af dem, der ved mest om, hvad der foregår i mit hoved.. Som har lyttet og spurgt og rådet og trøstet mig, når jeg græd... Og heppet, når jeg har sagt, at jeg trængte til at blive holdt om... Hun glemte bare at sige, at hun også synes, at han er helt sød, og at han kunne være hyggelig at kysse på...
Jeg føler mig 14 år... Eller 15 eller 16 eller 17... For sådan har veninder ret tit gjort i mit liv... (Måske det er en rimelig grund til, at det er løbet ud i sandet?!) Den her gang har jeg dog besluttet, at jeg ikke er 14 år længere, og at jeg vil putte min energi i noget andet.. Og jeg har sagt det til hende! At jeg ville ønske, at hun havde sagt det..
Og jeg ville ønske, at jeg ikke havde sagt så meget... Det virker ikke helt som om hun har hørt efter i en grad, hun burde..
Men det er ikke helt så nemt at være ligeglad.. Som jeg besluttede, at det skulle være..
søndag den 15. januar 2012
Pointen...
..med parterapi er da ikke, at man 'skal komme til at høre for' det, man gør, som irriterer den anden, er det?
Jeg synes, jeg kunne høre, at psykologen kunne høre, at han ikke hører, hvad jeg siger... Åh, jeg håber, at jeg hørte rigtigt...
Jeg synes, jeg kunne høre, at psykologen kunne høre, at han ikke hører, hvad jeg siger... Åh, jeg håber, at jeg hørte rigtigt...
torsdag den 12. januar 2012
Om veninder, vodka og sushi...
Jeg glæder mig til i morgen!
Louise skal med hjem fra skole og lege! Måske skal vi male en dør og en dørkarm, men vi skal helt sikkert spise sushi og drikke god vin! Ligesom vi sikkert skal teste, om det vodka, der er tilbage fra nytårsaften, er ved at blive for gammel.. Og høre musik til... Og snakke! Vi skal snakke en masse! :)
Jeg er ikke sådan en, der har mange veninder.. Det har jeg egentlig aldrig været.. Jeg har altid kun haft et par stykker ad gangen, men af grunde, jeg aldrig helt har forstået, er det aldrig lykkedes mig at holde ved dem.. Jeg har vist ingen tidligere veninder, jeg er blevet uvenner med... Så det er ikke derfor...
Desværre har jeg heller ikke en fornemmelse af, om det er dem eller mig, der har været dårlige til at pleje det... For det skal man vel... Man skal indimellem ringe.. Dér, når man bliver ramt af tanken om, at det er længe siden, man har snakket... Det vil jeg til...
Min mand har ofte sagt, at meget ville blive bedre, hvis bare jeg havde nogle veninder.. Fordi jeg egentlig tit har ytret mig om, at det var træls at være den, der var hjemme, mens han bare var sammen med vennerne... Som fra mit synspunkt i virkeligheden handlede mere om, at han synes at skide på alle vores aftaler efter forgodtbefindende, når han var sammen med dem.. Men de skal jo plejes.. Veninder.. Og det er ikke nemt, når man lader være med at gøre ting, fordi den, man er gift med, synes, det er træls og er ked og jaloux, når man er ude i luften...
Men jeg vil ikke bruge ham som undskyldning mere... Jeg vil gøre mit for, at det, jeg har nu, ikke løber ud i sandet! For jeg tror faktisk, at jeg har flere veninder nu, end jeg nogensinde har haft.. Det er dejligt.. Og jeg vil gerne beholde dem...
Og i morgen skal Louise med hjem fra skole og lege! :)
Louise skal med hjem fra skole og lege! Måske skal vi male en dør og en dørkarm, men vi skal helt sikkert spise sushi og drikke god vin! Ligesom vi sikkert skal teste, om det vodka, der er tilbage fra nytårsaften, er ved at blive for gammel.. Og høre musik til... Og snakke! Vi skal snakke en masse! :)
Jeg er ikke sådan en, der har mange veninder.. Det har jeg egentlig aldrig været.. Jeg har altid kun haft et par stykker ad gangen, men af grunde, jeg aldrig helt har forstået, er det aldrig lykkedes mig at holde ved dem.. Jeg har vist ingen tidligere veninder, jeg er blevet uvenner med... Så det er ikke derfor...
Desværre har jeg heller ikke en fornemmelse af, om det er dem eller mig, der har været dårlige til at pleje det... For det skal man vel... Man skal indimellem ringe.. Dér, når man bliver ramt af tanken om, at det er længe siden, man har snakket... Det vil jeg til...
Min mand har ofte sagt, at meget ville blive bedre, hvis bare jeg havde nogle veninder.. Fordi jeg egentlig tit har ytret mig om, at det var træls at være den, der var hjemme, mens han bare var sammen med vennerne... Som fra mit synspunkt i virkeligheden handlede mere om, at han synes at skide på alle vores aftaler efter forgodtbefindende, når han var sammen med dem.. Men de skal jo plejes.. Veninder.. Og det er ikke nemt, når man lader være med at gøre ting, fordi den, man er gift med, synes, det er træls og er ked og jaloux, når man er ude i luften...
Men jeg vil ikke bruge ham som undskyldning mere... Jeg vil gøre mit for, at det, jeg har nu, ikke løber ud i sandet! For jeg tror faktisk, at jeg har flere veninder nu, end jeg nogensinde har haft.. Det er dejligt.. Og jeg vil gerne beholde dem...
Og i morgen skal Louise med hjem fra skole og lege! :)
søndag den 8. januar 2012
Om par, chancer og det at blive væk..
Vi skal til psykolog i morgen... Mig og min mand.. Eller parterapi, som det jo hedder, når man er et par, og man skal følges... Det gør mig noget nervøs.. For vi kommer jo med hvert sit formål.. Eller det gør vi jo ikke, for som jeg har prøvet at forklare ham, så er formålet vel for os begge to, at vi skal blive bedre til at fortælle, hvordan vi har det, så den anden kan forstå det.. Men det, vi så hver især gerne vil kommunikere, er forskelligt...
Hans mål er, at jeg indser - og indrømmer - at jeg har taget en forkert beslutning.. Og at jeg vil få at vide, at vi ikke er så meget anderledes end så mange andre par, og at det i sig selv er grund nok til, at vi skal have en chance.. Jeg synes, vi har fået mange chancer... Hver gang en af os har sagt noget, vi var kede af i vores forhold, har vi vel givet os en chance? En chance for at rette op på det og gøre den anden mere glad... Men vi har ikke gjort det.. Ikke hver gang... Og ikke lige...
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg også bærer noget af skylden for, at vi er gået i stykker.. Jeg ved præcis hvad det er for nogle ting, han synes, jeg skulle lave om for vores skyld... Men jeg synes jo, at jeg har gjort - og ikke gjort - alt muligt for, at det blev godt.. Og når man så opdager, at man er blevet væk, og ikke ved, hvem man er, og hvad man vil, og hvad man synes og tænker, så har man vel gjort for meget? Så har man indrettet sig og afstået fra, fordi man vidste, at den anden ville blive ked af det eller sur... Og det skal man også.. Men ikke så meget, at man selv bliver væk...
Jeg opdagede for længe siden, at jeg var blevet væk.. Og i stedet for at konfrontere ham med det, så gav jeg mig til at arbejde.. Meget og længe.. Og prioritere det... For der var jeg faktisk ikke væk.. Jeg er godt til det, jeg gør, og jeg kan godt li' det.. Og nogle ser det...
Hvis han skal nævne én ting, han har sagt, jeg skulle lave om, men som jeg ikke har gjort, så er det det.. Mit arbejde.. Som efter hans mening fylder alt for meget.. Men hvordan kan jeg det? Så er der jo slet ingen Lene tilbage.. Jeg vil ikke!
Det er mit formål i morgen.. At sige det.. Om det, der var godt engang, men som ikke er det mere, fordi jeg blev væk, og fordi jeg ikke kan se nogen mulighed for, at jeg kan finde en Lene, jeg kan li' at være, i det helt skæve par...
Jeg vil ikke!
Hans mål er, at jeg indser - og indrømmer - at jeg har taget en forkert beslutning.. Og at jeg vil få at vide, at vi ikke er så meget anderledes end så mange andre par, og at det i sig selv er grund nok til, at vi skal have en chance.. Jeg synes, vi har fået mange chancer... Hver gang en af os har sagt noget, vi var kede af i vores forhold, har vi vel givet os en chance? En chance for at rette op på det og gøre den anden mere glad... Men vi har ikke gjort det.. Ikke hver gang... Og ikke lige...
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg også bærer noget af skylden for, at vi er gået i stykker.. Jeg ved præcis hvad det er for nogle ting, han synes, jeg skulle lave om for vores skyld... Men jeg synes jo, at jeg har gjort - og ikke gjort - alt muligt for, at det blev godt.. Og når man så opdager, at man er blevet væk, og ikke ved, hvem man er, og hvad man vil, og hvad man synes og tænker, så har man vel gjort for meget? Så har man indrettet sig og afstået fra, fordi man vidste, at den anden ville blive ked af det eller sur... Og det skal man også.. Men ikke så meget, at man selv bliver væk...
Jeg opdagede for længe siden, at jeg var blevet væk.. Og i stedet for at konfrontere ham med det, så gav jeg mig til at arbejde.. Meget og længe.. Og prioritere det... For der var jeg faktisk ikke væk.. Jeg er godt til det, jeg gør, og jeg kan godt li' det.. Og nogle ser det...
Hvis han skal nævne én ting, han har sagt, jeg skulle lave om, men som jeg ikke har gjort, så er det det.. Mit arbejde.. Som efter hans mening fylder alt for meget.. Men hvordan kan jeg det? Så er der jo slet ingen Lene tilbage.. Jeg vil ikke!
Det er mit formål i morgen.. At sige det.. Om det, der var godt engang, men som ikke er det mere, fordi jeg blev væk, og fordi jeg ikke kan se nogen mulighed for, at jeg kan finde en Lene, jeg kan li' at være, i det helt skæve par...
Jeg vil ikke!
fredag den 6. januar 2012
En mere... Hvornår er det en stime?
Jeg har taget én mere... En beslutning..
Det er i dag, jeg genoptager mine løbeture! I solskin og på en fredag! Kan det være bedre? Jeg tænker det ikke... Det skulle da lige være hvis jeg husker, at jeg også har besluttet, at jeg løber for at få endorfiner - ikke for at løbe langt og ikke for at løbe hurtigt...
Hvor mange beslutninger skal man tage, før man kan synes, at man er inde i en god stime? Jeg tænker, at 2 er nok! JEG ER I GANG!! :)
Glædelig fredag!
Det er i dag, jeg genoptager mine løbeture! I solskin og på en fredag! Kan det være bedre? Jeg tænker det ikke... Det skulle da lige være hvis jeg husker, at jeg også har besluttet, at jeg løber for at få endorfiner - ikke for at løbe langt og ikke for at løbe hurtigt...
Hvor mange beslutninger skal man tage, før man kan synes, at man er inde i en god stime? Jeg tænker, at 2 er nok! JEG ER I GANG!! :)
Glædelig fredag!
mandag den 2. januar 2012
Om gyldne sko og en pink Ja-hat
Nøj, hvor har jeg haft en god dag!
Det er det, der burde være første arbejdsdag i det nye år, men jeg har pjækket! Jeg vågnede i morges og lå i min seng og reflekterede lidt over den ferie, der netop er gået.. For faktisk kunne jeg ikke umiddelbart komme i tanke om, hvad jeg har brugt den på?! Jeg har været hjemme i fjorten dage, og måske kan jeg redegøre for et konstruktivt indhold i de 3... Nå ja, og så de 4 første, som ikke var ferie, men sygdom... I morges kunne jeg dog kun komme i tanke om én ting, jeg har brugt ferien på.. Som ikke engang er konstruktiv... Hver eneste dag har jeg flyttet indkøbene fra min nylige USA-tur fra henholdsvis gulvet og vindueskarmen til sengen, for så at flytte dem tilbage til gulvet og vindueskarmen igen, når jeg skulle være der.. I sengen, mener jeg.. Hver eneste dag i min ferie! Det er jo ikke konstruktivt... Omend kun indtil årets sidste, som jeg brugte på at rydde op i mit skab og gøre plads til indkøbene... Uanset, at det virkelig var dejligt, så er det jo ikke meget at have bedrevet på 10 dage...
Jeg øver mig.. I at tage beslutninger.. Hvilket egentlig er en ret mærkelig erkendelse, hér som 35årig.. For jeg synes egentlig, at det burde være sådan noget, man går i gang med noget tidligere, og jeg tror egentlig også, at jeg har været god til det engang... Jeg husker mig selv som ung voksen som en, der godt kunne tage beslutninger, og alligevel har jeg sådan en oplevelse af, at jeg har glemt, hvordan man gør... Nogle gange føles det sådan.. Og det gør mig egentlig lidt trist.. For der sker jo i virkeligheden ikke ret meget, når man ikke tager beslutninger, men bare sidder der og glor og venter på, at nogle andre tager dem... Eller lader være med at brokke sig, når man oplever, at nogle andre bare tager dem for en.. Livet går bare...
Jeg tog en i morges! Og straks jeg havde taget den, kunne jeg mærke, at den var god! Jeg tog beslutningen om at blive hjemme fra mit arbejde og gøre nogle af alle de mange ting, jeg burde have gjort både før juleferien og undervejs i juleferien! Og jeg har gjort nogle af dem! Jeg er slet, slet ikke færdig, men det gør ikke så meget... For selvom det selvfølgelig er dejligt at få bare lidt af det gjort, så har jeg alligevel oplevelsen af, at det var det at tage beslutningen, der har været godt; mere end det har været det at rydde op, skrive 8 mails og få ringet til bankdamen og sige, at jeg godt ved, at jeg har købt alt, alt for meget i USA... Men nu har jeg jo lagt det ind i skabet!... :)
Jeg håber virkelig, at der kommer mange, mange flere dage i 2012, hvor jeg kan iføre mig min pink Ja-hat, allerede inden jeg står ud af sengen, og hvor Herreys' grand prix sang om de gyldne sko alene bliver oplevet som en 'glad-i-låget'-sang!
What's not to love? :)
Det er det, der burde være første arbejdsdag i det nye år, men jeg har pjækket! Jeg vågnede i morges og lå i min seng og reflekterede lidt over den ferie, der netop er gået.. For faktisk kunne jeg ikke umiddelbart komme i tanke om, hvad jeg har brugt den på?! Jeg har været hjemme i fjorten dage, og måske kan jeg redegøre for et konstruktivt indhold i de 3... Nå ja, og så de 4 første, som ikke var ferie, men sygdom... I morges kunne jeg dog kun komme i tanke om én ting, jeg har brugt ferien på.. Som ikke engang er konstruktiv... Hver eneste dag har jeg flyttet indkøbene fra min nylige USA-tur fra henholdsvis gulvet og vindueskarmen til sengen, for så at flytte dem tilbage til gulvet og vindueskarmen igen, når jeg skulle være der.. I sengen, mener jeg.. Hver eneste dag i min ferie! Det er jo ikke konstruktivt... Omend kun indtil årets sidste, som jeg brugte på at rydde op i mit skab og gøre plads til indkøbene... Uanset, at det virkelig var dejligt, så er det jo ikke meget at have bedrevet på 10 dage...
Jeg øver mig.. I at tage beslutninger.. Hvilket egentlig er en ret mærkelig erkendelse, hér som 35årig.. For jeg synes egentlig, at det burde være sådan noget, man går i gang med noget tidligere, og jeg tror egentlig også, at jeg har været god til det engang... Jeg husker mig selv som ung voksen som en, der godt kunne tage beslutninger, og alligevel har jeg sådan en oplevelse af, at jeg har glemt, hvordan man gør... Nogle gange føles det sådan.. Og det gør mig egentlig lidt trist.. For der sker jo i virkeligheden ikke ret meget, når man ikke tager beslutninger, men bare sidder der og glor og venter på, at nogle andre tager dem... Eller lader være med at brokke sig, når man oplever, at nogle andre bare tager dem for en.. Livet går bare...
Jeg tog en i morges! Og straks jeg havde taget den, kunne jeg mærke, at den var god! Jeg tog beslutningen om at blive hjemme fra mit arbejde og gøre nogle af alle de mange ting, jeg burde have gjort både før juleferien og undervejs i juleferien! Og jeg har gjort nogle af dem! Jeg er slet, slet ikke færdig, men det gør ikke så meget... For selvom det selvfølgelig er dejligt at få bare lidt af det gjort, så har jeg alligevel oplevelsen af, at det var det at tage beslutningen, der har været godt; mere end det har været det at rydde op, skrive 8 mails og få ringet til bankdamen og sige, at jeg godt ved, at jeg har købt alt, alt for meget i USA... Men nu har jeg jo lagt det ind i skabet!... :)
Jeg håber virkelig, at der kommer mange, mange flere dage i 2012, hvor jeg kan iføre mig min pink Ja-hat, allerede inden jeg står ud af sengen, og hvor Herreys' grand prix sang om de gyldne sko alene bliver oplevet som en 'glad-i-låget'-sang!
What's not to love? :)
Abonner på:
Opslag (Atom)