En blog-award uden blog...

Man kan tilsyneladende få en blogaward, selvom man ikke har en blog! Jeg har fået den af min lillesøster, som blogger lidt om stort og småt, og som har fået den af sin veninde...

For noget tid siden annoncerede hun, at jeg skulle følge med på hendes blog... Hun havde et budskab til mig... Jeg lurede meget mere, end jeg plejer - jeg følger altså med, og derfor var opfordringen egentlig unødvendig... Jeg var ret forvirret over hendes indlæg! Ikke fordi jeg ikke forstod budskabet - jeg forstod det præcis - men nøj, hvor jeg brugte ualmindelig lang tid på at læse det og læse det igen...

Indlægget handler om, at hun oplever et helt, helt særligt bånd til sin mand, når deres lille bitte datter gør noget sødt... Lige der, hvor hun kigger på ham, og han kigger på hende, og de smiler til hinanden, fordi de begge to  - og kun de to - kan se, præcis hvor fantastisk, hun er...

Det giver god mening, ikke? Sådan helt ind i hjertet kan man mærke, at det, de har, er godt og særligt og alt muligt.. Men hvordan giver det mening for en, der både er ufrivillig barnløs og netop gået fra den mand, der skulle have været faren? Det gør det ikke... Det kunne gøre ked.. Det gjorde det måske lige i et spiltsekund... Måske to, hvis jeg sådan skal være helt ærlig.. Det kunne dog i endnu højere grad gøre undrende!

For præcis hvad havde hun lige tænkt sig, at jeg skulle? Lige der som ufrivillig barnløs og midt i ægteskabsopløsnings-følelsesmæssigt-rutchetur-kaos...

Jeg er lidt i tvivl om, hvor meget jeg skal afsløre her i offentligheden... Om mig og mine og vores.. Og om mine tanker og følelser omkring alting og ingenting... For kan man det uden at spørge om lov? Kan jeg skrive om alt det, der fylder indeni uden på et eller andet tidspunkt at skrive noget, som dem, jeg skriver om og med, er kede af, at jeg skriver om? For dem, jeg skriver om og med, er jo dem, jeg lever mit liv sammen med, og de har jo ikke bedt mig udlevere mig og dem og os på en blog... Måske det var nemmere, hvis jeg bare skriver om håndarbejde eller min kærlighed til gode bøger eller om madopskrifter... Men jeg tænker bare ikke meget om håndarbejde, får ikke læst alle de bøger, jeg gerne ville, og jeg kan indimellem være heldig, at jeg kan koge spaghetti uden det koger over eller koger ud...

Jeg har ingen intention om, at mange skal læse med... Jeg har heller ingen intention om at gøre nogle kede af det... Måske tiden må vise, om jeg kommer med alt for mange indrømmelser.. Findes der noget sådant som blogbrugerundersøgelsesfokusgruppeinterviews?

Jeg har spurgt hende... Min søster.. Om, hvorvidt budskabet i hendes seneste blogindlæg kunne tolkes ind i min virkelighed på en måde, jeg ikke kunne få øje på... Men hun er aldrig kommet til det indlæg, der var tiltænkt mig... Som således slet ikke handlede om baby-far-mor-øjeblikke.. Nej, det handlede om hendes blogaward.. Som hun ville give mig, hvis ikke det var, fordi jeg ikke havde en blog... Fordi hun tænkte, at jeg kunne synes, det var sjovt at blogge... Og at jeg måske endda kunne vise mig at være god til det... Indtil videre tror jeg, at hun kan få ret i punkt nummer 1... Med hensyn til punkt nummer 2 må jeg nok vente... Indtil jeg får opklaret, om der findes sådan nogle blogbrugerundersøgelsesfokusgruppeinterviews...

At gå i gang...

..med livet..

Jeg er 35... Og nogle måneder.. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg indimellem opfører mig, som om jeg stadig er 14.. Nogle gange er det godt nok, og andre gange er det slemt...

Jeg har intet mål med denne blog... Den vil ikke handle om håndarbejde eller politik eller samfundsrelevante temaer eller på anden måde have et indhold.. Den er her bare.. Måske nogle vil læse med, og måske nogle ikke vil.. Faktisk er jeg ret ligeglad...

Det er ret kendetegnende for mig lige pt.. Det der med ret ligeglad.. Jeg er gået fra den mand, der skulle gøre mig lykkelig, og som har lovet at elske og ære mig... Jeg tænker, at han da nok elsker mig.. På den måde, han evner, men det er bare ikke godt nok.. Om han ærer mig? Det er desværre ikke mit indtryk.. Og når jeg tænker over det, så er der alt for mange situationer, hvor han ikke har... Æret mig.. For hander det ikke om, at man gør sådan ved den anden, som man forventer, at den anden gør ved en selv? Hvis svaret er 'Ja', så er svaret om ære 'Nej'... Men vi bliver aldrig enige... Om, hvorvidt han lod sig opsluge af det, der var hans behov og helt glemte, at andre også har behov... Som nogle gange bare er de samme som dem, han har...Som nok i virkeligheden også handler om at elske og om at ære...

Men jeg er ligeglad.. Jeg er pt. ligeglad med, at det meste stadig foregår efter hans behov.. Som skriver sig ind i mit behov for ikke at gøre nogle kede af det.. Det er et træls behov at have i en situation, hvor man ikke er i tvivl om, hvad man gerne vil, men hvor behovet for, at andre ikke er alt for kede af det, kommer til at være styrende... Ikke fordi man tror, at det er sundt.. Faktisk ved man, at det ikke er det.. Men hvis man kan klare nogle måneder med 'ligeglad', så kan det være, at han forstår og accepterer... Måske..

Jeg er ikke ligeglad med at ryge.. Jeg har i årevis drømt om at lade være.. Af alle de der grunde, som alle kender, og som jeg også kender... Og som egentlig ikke er relevante her, hvis ikke det var fordi, det er lykkedes mig at blogge om at ryge... Og om ikke at ryge.. Og hvor jeg har opdaget, at rygningen kommer til at handle om noget andet end mig, hvis jeg skriver om det.. Som er ret sundt, når man gerne vil lade være.. Og det er så anledningen.. Til denne blog om alting og ingenting.. Og sikkert mest ingenting.. Og særligt hér, mens jeg er ligeglad.. Jeg håber, at det hælper.. At skrive om alting og ingenting...

Og så skal jeg på forhånd undskylde, at det med garanti bliver alt for meget om ingenting...

PS: Og så vender jeg med garanti tilbage til det der med at være 14, hvor det er træls, og til det der med at ryge...