Jeg tror, jeg er
det… Forelsket… Det mærker ret godt.. I de øjeblikke, hvor jeg giver mig selv
lov til at være det… Hvor jeg ignorerer det faktum, at jeg er nødt til at blive
ikke-forelsket, fordi forelskelse ikke var en præmis i det, vi har, og fordi
han ikke kan blive mere, end han har været...
Efterskrift....
Jeg
er det stadig... Forelsket... Men til forskel fra forleden dag, jeg
skrev ovenstående, er det nu sådan, at jeg har sagt det til ham... Og
sagt, at jeg ikke kan fortsætte det, vi har haft.. Selvom det har været
skønt længe... Fordi præmisserne for mig er ændret, og det er ikke
fair... Ikke for ham og slet ikke for mig...
I processen med at acceptere, at det var nødvendigt, er jeg kommet frem til tre ting...
Den første er egentlig den vigtigste og handler om, at jeg ikke længere vil undskylde, at jeg føler for meget... Jeg føler... Ikke for meget, men bare sådan som jeg føler!... Det er mig... Jeg føler alting, og jeg vil ikke undskylde, at jeg gav mig til at føle noget og faldt for ham... Jeg evner bare ikke at ikke-føle, og så er det så sådan, det er... Jeg satser på at have mod til at huske det for al fremtid!...
Den anden er, at jeg må handle på situationer, hvor jeg kan risikere at komme i klemme netop på grund af mine følelser.. Det mærker godt.. Jeg synes, det er en god og modig beslutning, jeg har taget for mig.. I det øjeblik, jeg gerne ville mere end ham, ville relationen ændre sig, hvis jeg holdt ved... Fordi jeg ville ville mere, og han ikke ville... Og resultatet ville blive, at jeg ville ende med at være ked af det... Og jeg ramler ind i mellem ind i situationer, som jeg har svært ved at slippe, og det her skal ikke være en af dem... Jeg vil gerne kunne se tilbage på det, vi har haft, som godt og skønt og frækt og skønt og godt.. Og det kan jeg nu... Fordi jeg nåede at stoppe i tide...
Ting nummer tre er, at jeg har fået bekræftet, hvad det er, jeg gerne vil have, når jeg gerne vil have en, der vil drikke morgenkaffe med mig... Jeg har haft helt ret, når jeg har tænkt, at jeg skal have en, der er intelligent, anerkendende, som brænder for noget, som hepper, som er velformuleret, som jeg kan være i en ligeværdig og respektfuld relation med og som kan få mig til at føle, at jeg bliver begæret... Og som faktisk ser på mig, som om jeg ikke er den værste gave, Gud kunne finde på at give... :)
Men allermest skal jeg have en, der gerne vil blive til morgenkaffe...
I processen med at acceptere, at det var nødvendigt, er jeg kommet frem til tre ting...
Den første er egentlig den vigtigste og handler om, at jeg ikke længere vil undskylde, at jeg føler for meget... Jeg føler... Ikke for meget, men bare sådan som jeg føler!... Det er mig... Jeg føler alting, og jeg vil ikke undskylde, at jeg gav mig til at føle noget og faldt for ham... Jeg evner bare ikke at ikke-føle, og så er det så sådan, det er... Jeg satser på at have mod til at huske det for al fremtid!...
Den anden er, at jeg må handle på situationer, hvor jeg kan risikere at komme i klemme netop på grund af mine følelser.. Det mærker godt.. Jeg synes, det er en god og modig beslutning, jeg har taget for mig.. I det øjeblik, jeg gerne ville mere end ham, ville relationen ændre sig, hvis jeg holdt ved... Fordi jeg ville ville mere, og han ikke ville... Og resultatet ville blive, at jeg ville ende med at være ked af det... Og jeg ramler ind i mellem ind i situationer, som jeg har svært ved at slippe, og det her skal ikke være en af dem... Jeg vil gerne kunne se tilbage på det, vi har haft, som godt og skønt og frækt og skønt og godt.. Og det kan jeg nu... Fordi jeg nåede at stoppe i tide...
Ting nummer tre er, at jeg har fået bekræftet, hvad det er, jeg gerne vil have, når jeg gerne vil have en, der vil drikke morgenkaffe med mig... Jeg har haft helt ret, når jeg har tænkt, at jeg skal have en, der er intelligent, anerkendende, som brænder for noget, som hepper, som er velformuleret, som jeg kan være i en ligeværdig og respektfuld relation med og som kan få mig til at føle, at jeg bliver begæret... Og som faktisk ser på mig, som om jeg ikke er den værste gave, Gud kunne finde på at give... :)
Men allermest skal jeg have en, der gerne vil blive til morgenkaffe...
