Om ugen, der gik...

Mandag:
- Opgiv drømmen om at blive kaldt til samtale på den stilling, der både er et drømmejob, og noget, jeg ville være vildt god til....
Tirsdag:
- Ring til banken og hør, hvor lang tid, der går, fra jeg ikke betaler afdraget på mit kreditforeningslån og til, de sender mig til inkasso...
- Modtag opkald fra ejendomsmægler, der synes, prisen på huset skal væsentlig ned og regn derefter lidt på den gæld, jeg ender med...
Onsdag:
- Glæd mig over, at jeg heldigvis har mødt en helt skøn mand, der kan være et lyspunkt i al det kaos, der følger med tanken om intet job og inkasso om halvanden måned...
Torsdag:
- Sig min skønne lejlighed op som led i et panikforsøg på at afværge inkasso og efterfølgende tvangsauktion.... Den, hvor jeg altid har følt mig hjemme og aldrig ensom
Fredag:
- Modtag meldingen om, at helt sød mand ikke kan se mig mere... Fordi han ikke er klar til et forhold og det, vi har forsøgt at definere som noget andet, er blevet et forhold.. Og fordi han ikke bare kan være ligeglad, og det har han ikke overskud til at være... Ikke-ligeglad....

Måske den her uge på ingen måde i virkeligheden kan falde ind i kategorien 'Ingenting'....

Om at være helt fyldt op...

Jeg føler mig helt fyldt op af gladhed, og jeg kan slet ikke få det ud!... Sådan i sammenhængende tanker og ord og formuleringer, der helt kan beskrive al den gladhed... Jeg er der bare.. I det, der er... Og det mærker helt fantastisk... Fordi jeg slet ikke oplever al den tvivl, spekulation og analyseren, jeg ellers er så vant til... Jeg er bare... Mig... Hele mig....

Det føles helt rigtigt....

Om at drømme....

Jeg har bestemt, at jeg vil og kan og gør!... Det, jeg drømmer om.... Nu mangler jeg så bare lige at finde lidt mere ud af, hvad dét så er...

Jeg er gået i gang med at forholde mig til de drømme, der handler om mit arbejdsliv.. Hvor det vist mærker rigtigst, når jeg drømmer om at lave noget andet end det, jeg gør lige nu... Fordi mit arbejde lige nu er sådan en ting, jeg virkelig ikke gider, hvor jeg er fire timer om at komme afsted om morgenen (som så holder op med at være morgenen, inden jeg er ude ad døren), og hvor jeg er otte gange så lang tid om at udføre arbejdet, som jeg burde være...

Men det er faktisk også en lidt skræmmende drøm... Den der med bare at give slip og lave noget andet... Fordi jeg længe har troet, at jeg skal gå ned af det spor, som jeg er på vej hen ad... Men måske det faktisk betyder noget, at jeg vist aldrig helt bevidst har valgt det spor? Det er vist bare sket, sådan lidt hen ad vejen, at jeg er gået videre...

Det der med, at det er skræmmende handler måske heller ikke så meget om mig... For jeg har ikke lyst til at fortælle det til dem, der på mit arbejde har været med til at lægge de sten, jeg har trådt på...

Men det skal vel være mine drømme, jeg vil og kan og gør... Ikke deres... For det er jo mit liv, ikke?....

Om at være forelsket...

Jeg tror, jeg er det… Forelsket… Det mærker ret godt.. I de øjeblikke, hvor jeg giver mig selv lov til at være det… Hvor jeg ignorerer det faktum, at jeg er nødt til at blive ikke-forelsket, fordi forelskelse ikke var en præmis i det, vi har, og fordi han ikke kan blive mere, end han har været... 

Efterskrift....

Jeg er det stadig... Forelsket... Men til forskel fra forleden dag, jeg skrev ovenstående, er det nu sådan, at jeg har sagt det til ham... Og sagt, at jeg ikke kan fortsætte det, vi har haft.. Selvom det har været skønt længe... Fordi præmisserne for mig er ændret, og det er ikke fair... Ikke for ham og slet ikke for mig... 

I processen med at acceptere, at det var nødvendigt, er jeg kommet frem til tre ting... 

Den første er egentlig den vigtigste og handler om, at jeg ikke længere vil undskylde, at jeg føler for meget... Jeg føler... Ikke for meget, men bare sådan som jeg føler!... Det er mig... Jeg føler alting, og jeg vil ikke undskylde, at jeg gav mig til at føle noget og faldt for ham... Jeg evner bare ikke at ikke-føle, og så er det så sådan, det er... Jeg satser på at have mod til at huske det for al fremtid!... 

Den anden er, at jeg må handle på situationer, hvor jeg kan risikere at komme i klemme netop på grund af mine følelser.. Det mærker godt.. Jeg synes, det er en god og modig beslutning, jeg har taget for mig.. I det øjeblik, jeg gerne ville mere end ham, ville relationen ændre sig, hvis jeg holdt ved... Fordi jeg ville ville mere, og han ikke ville... Og resultatet ville blive, at jeg ville ende med at være ked af det... Og jeg ramler ind i mellem ind i situationer, som jeg har svært ved at slippe, og det her skal ikke være en af dem... Jeg vil gerne kunne se tilbage på det, vi har haft, som godt og skønt og frækt og skønt og godt.. Og det kan jeg nu... Fordi jeg nåede at stoppe i tide...

Ting nummer tre er, at jeg har fået bekræftet, hvad det er, jeg gerne vil have, når jeg gerne vil have en, der vil drikke morgenkaffe med mig... Jeg har haft helt ret, når jeg har tænkt, at jeg skal have en, der er intelligent, anerkendende, som brænder for noget, som hepper, som er velformuleret, som jeg kan være i en ligeværdig og respektfuld relation med og som kan få mig til at føle, at jeg bliver begæret... Og som faktisk ser på mig, som om jeg ikke er den værste gave, Gud kunne finde på at give... :)

Men allermest skal jeg have en, der gerne vil blive til morgenkaffe... 

Om at leve livet og lidt om, at det ikke altid er nemt…

Jeg har det godt… Det meste af tiden. Jeg har puttet gode ting i mit liv, og lige nu er det ret godt. Jeg har brugt efteråret på at opholde mig i et arbejdsrelateret helvede, hvor jeg ikke vidste, om jeg var købt eller solgt. Nu ved jeg det, og selvom jeg er solgt og egentlig meget hellere ville være købt, så har jeg det bedre end længe.. Simpelthen fordi jeg nu ved noget! Uanset, at det er helt dårligt, så er det bedre at vide end at ikke vide… Jeg har søgt en stilling, og de har vurderet, at jeg ikke er kvalificeret… Men at jeg har potentiale.. Fuldstændig ligesom Kit Delucca i Pretty Woman… Veninden, der ikke har mødt Richard Gere og som derfor tjener til livet og vejen på et gadehjørne i Hollywood. Måske ikke den fedeste sammenligning, men det var min første tanke.. Da jeg fik at vide, at jeg var solgt… Og fordi jeg blev så lettet over endelig at vide noget, så kunne jeg faktisk grine ret meget af det.. :)

Det gør jeg ret meget for tiden… Griner… Og er glad… Heldigvis var den anden ansøger heller ikke kvalificeret, så jeg har fået en chance mere… Jeg skal knokle røven ud af bukserne hele foråret, men jeg ved noget! Jeg behøver ikke være helt usikker og i tvivl og fuck, hvor er det befriende!! Det er tre uger siden, jeg fik besked, og i de tre uger har jeg oplevet flow og drive på mit arbejde i en grad, jeg ikke kan huske, jeg har haft længe…

Fordi jeg kan mærke, at jeg er god til det… Og fordi jeg midt i alt det der uvished blev nødt til at kaste et grundigt blik på, hvad det egentlig er, jeg er god til! Og det er faktisk ret mange ting! Jeg blev lidt paralyseret ved tanken om, at jeg kun havde to kompetencer, men bare fordi netop to ting er overskrifterne for de to hovedopgaver, jeg har varetaget i årevis på mit arbejde, så er der faktisk mange pinde med kompetencer nedenunder! Kompetencer, som jeg har, og som jeg kan bruge til lige dét, jeg gerne vil! Det giver optur! Uanset, at jeg nu får chancen for alligevel at blive i et karriereforløb, hvor de to hovedopgaver er de samme… Jeg ved, hvad jeg kan, og det er ret sundt…

Jeg tror også, at jeg i processen har fundet ud af, hvad jeg vil! Jeg havde alle muligheder for at rejse efter et arbejde med de samme to hovedopgaver, men det er ikke det, jeg vil… Jeg vil være en mor! Jeg vil være en mor til den unge mand, der har det bedre og er gladere end længe, men som heldigvis stadig ringer og kommer forbi og som giver verdens bedste krammere… Ham, som er det mest betydningsfulde, jeg har, og som kan gøre mit humør bedre på en sort dag ved at fortælle om hverdagslivet i en halv time… Og så vil jeg være det noget mere… Mor… Til en, som er ny og ventet og ønsket og elsket… Allerede mens det bare er en tanke.. For det er det stadig… Ikke sådan forstås, at jeg ikke har handlet.. Jeg har handlet! Jeg har ringet til lægen og været til samtale, og jeg har været til samtale på fertilitetsklinikken, og jeg har vænnet mig til tanken henover en sommer, og jeg har købt hormoner, og jeg har valgt en donor, og jeg har prøvet!... To gange… I efteråret… Det er længe siden, jeg har følt mig så i live! Som i kontrol og på vej og beslutsom og alt det der, man kan føle, når man tager et kæmpeskridt mod noget, man har drømt om i 15 år… Uanset at drømmen er en helt anden nu, end den har været i årernes løb.. For det er den… Hvor den har været fælles i de allerfleste, er det nu kun min… Ja, og dem, der hepper, drømmer jo også om det for mig, men det er kun min drøm nu… Og det gør den ikke mindre eller større eller noget.. Bare anderledes og alligevel så meget den samme…

Det lykkedes ikke… Jeg var i al min beslutsomhed ikke i tvivl om, at jeg havde succes den første gang... Jeg var så til gengæld ikke et sekund i tvivl om, at jeg ikke havde det anden gang… Men kedheden var den samme… Uanset at jeg dér prøvede at tænke, at jeg jo ikke måtte sætte næsen op efter for meget, for ’sandsynligheden er jo lille’, og ’du er jo også nærmest 40’, og ’livet bliver jo også okay uden børn’, og ’du har jo én gang accepteret, at du ikke skulle have børn, så det kan du igen’… På sådan en ’Det skal nok gå uanset’-agtig måde… Men det hjalp slet ikke.. Det var ikke i orden! Det var noget pis og noget lort, og jeg har sgu fortjent det og vil sikkert være meget bedre til det nu, end da jeg var 22 år! Det er min tur, og jeg er så klar!... Jeg gider!

Jeg holder juleferie… I babyprojektet… Fordi fertilitetsklinikken holdt deres, og fordi jeg kunne mærke, at det ville være godt for mig at give mig selv lov til at nyde den her arbejdsrelaterede optur lidt endnu.. Og så satser jeg på, at jeg kan lægge de der forbehold væk imens… Fordi det var meget federe at tro på, at det var lykkedes, end det var at tvivle… Og måske det i sig selv er med til at gøre en forskel! Jeg håber det!

Jeg gider! Jeg er klar! Og jeg vil være god til det!