Om at ryge...

Så er det nu!!

Jeg holdt op med at ryge og opdagde, at det faktisk var ret nemt, og at jeg var ret god til det.. I et stykke tid.. Hvor jeg hver eneste dag glædede mig over, at det var ovre... Indtil en dag for snart to år siden, hvor jeg fandt mig mig selv stående med ansvar for ung mand, hus, ligusterhæk, hund og en helt hjælpeløs og ked mand...

Jeg har ikke en eneste dag i de to år tænkt, at jeg var glad for, at jeg begyndte igen.. Tværtimod... Det har været midlertidigt, og det har jeg ikke været i tvivl om.. Heller ikke de to gange, jeg i mellemtiden er holdt op igen... Hvor det var nemt, jeg var god til det og hver eneste dag glædede mig over, at det var ovre... I et nyt stykke tid...

Indtil jeg mister fornemmelsen af kontrol og ikke ved, hvad jeg skal gribe i... 

Jeg har bestemt, at det er nu, jeg holder op igen... Og bliver ved med at være holdt op... Også den dag, jeg næste gang mister fornemmelsen af kontrol... 

Den dag griber jeg i dem her:

Fandme sgu!!

Om luft og ikke så meget luft...

Nøj, hvor det hjalp lidt at få luft i processen med at få tankemanden tilbage i kassen, og nøj, hvor det er skønt at vide med mig selv, at jeg denne morgen er kommet i gang med at løbe igen...

Målet er, at det holder ved... Jeg tør håbe på i hvert fald nogle dage...

Om at ønske sig noget virkeligt tungt...

Jeg har en kasse i mit hoved, hvori jeg har forsøgt at brokke de mænd, der fylder i mit hoved, men som ikke er en del af min virkelighed.. Mine tankemænd, kalder jeg dem... De er ikke gode for mig.. De snakker og er søde og ordentlige i et stykke tid, men der sker noget undervejs, og så holder de op med at være søde og ordentlige... Og det passer i virkeligheden ikke, for det er, når jeg skal være helt ærlig, langt hen af vejen mig selv, der overtænker og gennemanalyserer indtil det punkt, hvor jeg er ved at eksplodere... Og inden jeg eksploderer, når jeg at italesætte mit behov for at tænke og analysere.. Og for at forklare..

For helvede, hvor går jeg indimellem langt i forsøget på, at andre skal forstå, hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker, og hvorfor jeg tænker dét og ikke noget andet...Som jeg på forhånd og indtil flere gange også har tænkt og gennemtænkt og forkastet, gentænkt og smidt væk... I én lang opslidende og helt ødelæggende tankeproces...

Jeg har talt med psykologdamen om det... Tit... Og kan helt godt forstå, at løsningen er noget nær lige dele, at jeg prøver at lade være med at tænke alting ihjel, og at jeg accepterer, at dem, der ikke kan være i det, ikke er noget for mig alligevel...

Det er bare ikke altid skide nemt!

For hvad gør man, når man opdager, at reaktionen ikke er den, man havde håbet på, og det slet, slet ikke lykkedes at brokke ham ned i kassen?

Jeg ønsker mig noget virkeligt tungt, der kan ligge oven på låget af min kasse med tankemænd... Så jeg kan slippe for alle tankerne om det, der var, fortvivlelsen over, at det ikke blev mere, og skuffelsen over, at det endte som det gjorde...