Jeg har en kasse i mit hoved, hvori jeg har forsøgt at brokke de mænd, der fylder i mit hoved, men som ikke er en del af min virkelighed.. Mine tankemænd, kalder jeg dem... De er ikke gode for mig.. De snakker og er søde og ordentlige i et stykke tid, men der sker noget undervejs, og så holder de op med at være søde og ordentlige... Og det passer i virkeligheden ikke, for det er, når jeg skal være helt ærlig, langt hen af vejen mig selv, der overtænker og gennemanalyserer indtil det punkt, hvor jeg er ved at eksplodere... Og inden jeg eksploderer, når jeg at italesætte mit behov for at tænke og analysere.. Og for at forklare..
For helvede, hvor går jeg indimellem langt i forsøget på, at andre skal forstå, hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker, og hvorfor jeg tænker dét og ikke noget andet...Som jeg på forhånd og indtil flere gange også har tænkt og gennemtænkt og forkastet, gentænkt og smidt væk... I én lang opslidende og helt ødelæggende tankeproces...
Jeg har talt med psykologdamen om det... Tit... Og kan helt godt forstå, at løsningen er noget nær lige dele, at jeg prøver at lade være med at tænke alting ihjel, og at jeg accepterer, at dem, der ikke kan være i det, ikke er noget for mig alligevel...
Det er bare ikke altid skide nemt!
For hvad gør man, når man opdager, at reaktionen ikke er den, man havde håbet på, og det slet, slet ikke lykkedes at brokke ham ned i kassen?
Jeg ønsker mig noget virkeligt tungt, der kan ligge oven på låget af min kasse med tankemænd... Så jeg kan slippe for alle tankerne om det, der var, fortvivlelsen over, at det ikke blev mere, og skuffelsen over, at det endte som det gjorde...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar