onsdag den 16. januar 2013

Om tusind ting... Og ingenting...

Jeg kunne skrive om tusind ting her...

Om alt det, jeg har snakket med psykologdamen om... Og som jeg virkelig synes, jeg har fået styr på... Om, hvordan det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig, og om hvordan jeg håber, at jeg for altid vil tage mig råd til at kunne gå et sted og snakke om det, der fylder.. Med en, der præcis ved hvilke spørgsmål, hun skal stille...

Om hvordan jeg blev separeret... Og om hvordan jeg, en måned før jeg kunne blive skilt, opdagede, at han ikke havde flyttet andet end sin postadresse, så Statsforvaltningen havde annuleret det... Om at jeg nu er blevet det igen... Og om, hvordan jeg har flyttet min egen adresse og i processen tænkt, at det er så typisk ham, at jeg ikke engang blev overrasket over, at 'Det var han ikke lige kommet til'... Om at jeg heldigvis havde en tid hos psykologdamen dagen efter, jeg opdagede det, og sammen med hende kom frem til, at det slet, slet ikke har noget med min proces at gøre, om jeg er gift, separeret eller skilt... Om hvordan jeg overhovedet ikke har planer om, at jeg skal giftes i foråret alligevel, og at det derfor er helt lige meget...

Om at huset er lejet ud til søde mennesker, der er glade for at bo der, hvor jeg ikke kunne bo mere, om at mine ting er stuvet sammen hos et opmagisineringsfirma og om, at jeg bor hjemme hos mine forældre... Om hvordan det er rigtig fint, fordi jeg har nogle skønne forældre... Og om hvordan jeg ikke har et eneste problem med at bo her i flere måneder endnu...

Om den lejlighed, jeg drømmer om... Som har tre værelser, ligger midt i byen, ingen skråvægge, en skøn sydvestvendt altan med plads til to stole og en potte persille og med et badeværelse, hvor man ikke skal bruse sig i håndvasken... Og om hvordan den bliver min og kun min og min allerførste... Og om hvor meget jeg virkelig glæder mig!!

Om mit mindfullnesskursus og om mit overskud, så jeg kan holde op med at ryge lige om lidt, om en biografklub og en kunstklub og en tøseklub, om det at sove i arm for første gang i et år, og om at have en profil hos en internetbaseret datingklub og om indimellem alligevel at kunne se en ulempe ved det der med at bo hos sine forældre.. Og om at være ensom indimellem og hvilende i sig selv på andre, mere gode dage og om at føle sig som en grundlæggende glad og sød og ordentlig én, der faktisk har fortjent at have det godt!!

Men det kunne også bare handle om ingenting...