Tiden går hurtigt
for mig lige nu…
Jeg er midt i
bodelingen… Det har indtil nu været meget mindre vanskeligt, end jeg havde
frygtet… Det har været ret oplagt, hvem der skulle have sofaerne, og
arvestykkerne har jo givet sig selv… Måske det faktisk er gået så godt, fordi
jeg selv har gjort det… Jeg har pakket mandens ting ned i kasser og meldt, når
de var klar til at blive afhentet… Jeg havde ikke forestillet mig, at det
skulle være sådan. Jeg havde tænkt, at den aftale, vi havde om at dele en
søndag for tre uger siden ville inkludere en minutiøs gennemgang af det hele i
fællesskab… Men igen blev det sådan, at jeg stod tilbage med alle mine
forestillinger… Og ingen møbler, men alt lortet fra skabe og reoler stående i
bunker på gulvet…
Jeg er stadig
ikke helt god til at lade være med at forestille mig ting på forhånd… Jeg er
nok stadig heller ikke helt god til at prøve at italesætte mine forestillinger
på forhånd. Hvis jeg skal være helt ærlig. Selvom jeg jo godt ved, at
konsekvenserne bliver mine. Det er mig, der bliver skuffet, når mine
forestillinger ikke bliver indfriet, og desværre betyder det hele i en stor
pærevælling, at jeg så heller ikke altid får sagt det til dem, der så ikke
lever op til alt det, jeg går rundt og forestiller sig…
Den her gang har
jeg ikke gjort det… Jeg har ikke sagt til ham, at det slet, slet ikke var det,
jeg troede.. Og at jeg jo havde brugt tid og energi på at forberede mig på, at
det var nu, vi skulle dele vores fælles liv op i to bunker. Bunker, som ville
signalere, at vi nu er helt færdige med det, der var vores, og forhåbentlig
være så ordentlige og lige, at det, der var godt, ikke mister sin betydning…
Jeg ved ikke, om
jeg burde.. Have sagt det… Men udover ingen møbler fandt jeg mig stående med en
ung mand, der reagerede meget mere, end jeg havde forestillet mig. Det gør
stadig helt ondt at tænke på den fortvivlelse, der blev udtrykt gennem et
simpelt ’Hvor skal vi så sidde og spise?’ Jeg ved ikke, hvad jeg havde
forestillet mig, at hans reaktion kunne være.. Måske jeg faktisk lige i det
tilfælde ikke havde gjort mig umage med at forestille mig nok… For man kunne
vel sige sig selv, at det gør ondt i sjælen at se sit barndomshjem delt… I to
bunker, der lige dér og i hans øjne slet, slet ikke forekom lige… Også selvom man
selv er nærmest voksen og begyndt at tale om at skabe sit eget hjem… Jeg tror,
at det lykkedes mig at være nok for ham lige dér.. På trods… Jeg håber det… Det
blev til mange krammere den dag. Og et fælles kig i den kasse i kælderen, der
indeholder alle de tegninger og malerier, stile og perleplader, han i de 14 år,
jeg har været hans mor, har lavet. En kasse med barndom, der pludselig fik en
helt ny betydning den første søndag i maj…
Jeg er ked af, at
mine drømme om at leve lykkeligt til vores dages ende ikke gik i opfyldelse… På
mine vegne og på min mands vegne… Men mest af alt er jeg ked af det på den unge
mands vegne…
Jeg gør mit bedste…
Og gud, hvor jeg håber, at det er nok…
