På onsdag skal jeg separeres...
Jeg har jo endelig sendt papirerne.. Efter dét skænderi, hvor det var helt tydeligt, at mit forsøg på at gøre det her ordentligt, nogle gange bliver helt, helt glemt, og hvor han sagde, at jeg ikke må se den unge mand mere, sendte jeg dem... Elektronisk og med kryds i feltet 'Nej' på spørgsmålene 'Er I enige om vilkårene for separation?' og 'Er I enige om separation?'...
Det gjorde mig glad! Det gjorde mig glad at vide, at jeg lige i det sekund havde gjort noget, der var godt for mig, og som, når jeg skal være ærlig, ville have været godt for mig at gøre længe... Det er stadig godt... Og har været det hvert eneste monent mellem mit klik på 'Send' og nu... Også da det faktisk gik op for mig, at jeg har anmodet om separation på den dag, der havde været vores 14års kærestedag, hvis ikke det var fordi....
Han blev gal... Da indkaldelsen til vilkårsforhandlingerne kom.. Over, at jeg ikke havde sagt noget.. Men jeg har jo sagt det... Tit.. At jeg ville sende dem... Og nej, jeg havde ikke sagt, at 'Nu har jeg så også gjort det..' For hvorfor? Hvorfor skal jeg stille mig i en situation, hvor han bliver ked og sur og gal? Igen.. For det er han jo også blevet de gange, jeg har sagt, at 'Nu sender jeg dem!'...
Vi fik snakket... Godt... Dér, hvor han først blev så gal og ked.. Det var så dejligt.. For det er egentlig længe siden, at vi har snakket om os, og det har altid været så skævt, fordi han ville mere, og jeg ikke ville mere.. Den her gang var det med en fælles, hvis ikke forståelse, så i hvert fald accept af, at vi er færdige med at kunne være gift med hinanden..
Jeg har trukket min anmodning om separation tilbage... Ikke fordi jeg ikke vil separeres, men fordi jeg på onsdag i Statsforvaltningens åbningstid kan gå over med en anmodning, hvor svaret på spørgsmålene 'Er I enige om vilkårene for separation?' og 'Er I enige om separation?' er 'Ja'... Det gør mig så glad!
Så på onsdag skal jeg separeres...
fredag den 22. juni 2012
mandag den 11. juni 2012
Om at være angst og om at mangle noget at sige...
Jeg skal afsted i morgen... Til psykologen.
Jeg har valgt en, som havde tid til mig indenfor 2 uger, så da jeg ringede forleden for at aftale en første tid, blev jeg vildt skuffet over, at hun først havde tid i august! Jeg er klar nu! Jeg vil gerne i gang, mens jeg stadig er sikker på, at det er en helt god ide... Det tror jeg sådan set også, at jeg ville kunne komme frem til, selvom første session var skemalagt til august, men tænk på hvor mange gange jeg i den mellemliggende periode kunne nå at være i tvivl...
Jeg overvejede, om jeg skulle finde en anden.. Og lurede på psykologklubbens hjemmeside igen.. Selvom jeg slet, slet ikke kender hende, jeg har valgt, kunne jeg mærke, at hun kunne være god for mig, og det var der altså ikke umiddelbart andre, der var... Eller jeg kunne i hvert fald ikke finde den der samme helt grundlæggende gode mavefornemmelse, når jeg læste om de andre... Jeg tror, at den er et godt udgangspunkt for et godt forløb.. Mavefornemmelsen...
Jeg er glad for, at jeg holdt ved... Den er der endnu.. Følelsen af, at hun kan hjælpe mig.. Med at hjælpe mig selv..
Jeg har tjekket mine besvarelser på de famøse tests på nettet... Depressions- og angsttesten... Jeg svinger rundt om 'let depression', men lægen ville ikke give mig diagnosen... Jeg fik et kryds i 'Angst'... Jeg føler mig ikke angst og har derfor fået lavet en fin forklaring til mig selv om, at han ikke synes, det kan være godt for mig at give mig til at hænge mig i diagnosen.. Og at det derfor var godt med et kryds i angst-rubrikken... Og det giver god mening for mig.. Fordi vi talte om 'navlepilleri' og 'husk at huske, at der også er gode ting' og 'du er godt på vej', da jeg var der første gang... Det passer godt ind i min oplevelse af, at jeg også skal huske, at jeg er ikke-depressionsramt...
Men nu fastholder han, at jeg er angst!? Jeg har ringet for at få lavet henvisningen om, fordi jeg er for gammel til at få tilskud til angstterapi, men ikke for gammel til depressionsterapi.. Hvis jeg først havde taget mig sammen om 20 dage, så havde jeg været gammel nok... De laver reglerne om.. Så man kan få tilskud op til 38 år.. 1. juli... (Hvilket er godt for mig, men slet, slet ikke godt i et større perspektiv, hvor man også kan have brug for hjælp, selvom man er over 38 år).. Men han vil ikke lave krydset om... Fordi jeg har tendens til angst... Jeg ved ikke, hvad jeg er angst for?! Jeg føler mig ikke angst, og selvom jeg havde bestemt mig for, at jeg ikke ville spekulere på det (uden psykologen), er det ret svært at lade være!!
Jeg håber, at jeg kan bilde mig selv ind, at han opererer med en anden forståelse af angst end mig, og at pskylogen kan hjælpe mig med finde ud af og italesætte, hvad det i så fald er, jeg er angst for.... For jeg kan godt mærke, at det der med ikke at hænge sig i diagnosen pludselig er blevet lidt sværere for mig, end det var i går...
Hun fik et afbud! I morgen... Så i morgen skal jeg afsted til psykologen... Jeg glæder mig... Men er også lidt nervøs... For hvad nu hvis hun beder mig om at fortælle noget om mig... Det er jo lige netop det, jeg ikke ved så meget om... Mig... Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige...
Jeg har valgt en, som havde tid til mig indenfor 2 uger, så da jeg ringede forleden for at aftale en første tid, blev jeg vildt skuffet over, at hun først havde tid i august! Jeg er klar nu! Jeg vil gerne i gang, mens jeg stadig er sikker på, at det er en helt god ide... Det tror jeg sådan set også, at jeg ville kunne komme frem til, selvom første session var skemalagt til august, men tænk på hvor mange gange jeg i den mellemliggende periode kunne nå at være i tvivl...
Jeg overvejede, om jeg skulle finde en anden.. Og lurede på psykologklubbens hjemmeside igen.. Selvom jeg slet, slet ikke kender hende, jeg har valgt, kunne jeg mærke, at hun kunne være god for mig, og det var der altså ikke umiddelbart andre, der var... Eller jeg kunne i hvert fald ikke finde den der samme helt grundlæggende gode mavefornemmelse, når jeg læste om de andre... Jeg tror, at den er et godt udgangspunkt for et godt forløb.. Mavefornemmelsen...
Jeg er glad for, at jeg holdt ved... Den er der endnu.. Følelsen af, at hun kan hjælpe mig.. Med at hjælpe mig selv..
Jeg har tjekket mine besvarelser på de famøse tests på nettet... Depressions- og angsttesten... Jeg svinger rundt om 'let depression', men lægen ville ikke give mig diagnosen... Jeg fik et kryds i 'Angst'... Jeg føler mig ikke angst og har derfor fået lavet en fin forklaring til mig selv om, at han ikke synes, det kan være godt for mig at give mig til at hænge mig i diagnosen.. Og at det derfor var godt med et kryds i angst-rubrikken... Og det giver god mening for mig.. Fordi vi talte om 'navlepilleri' og 'husk at huske, at der også er gode ting' og 'du er godt på vej', da jeg var der første gang... Det passer godt ind i min oplevelse af, at jeg også skal huske, at jeg er ikke-depressionsramt...
Men nu fastholder han, at jeg er angst!? Jeg har ringet for at få lavet henvisningen om, fordi jeg er for gammel til at få tilskud til angstterapi, men ikke for gammel til depressionsterapi.. Hvis jeg først havde taget mig sammen om 20 dage, så havde jeg været gammel nok... De laver reglerne om.. Så man kan få tilskud op til 38 år.. 1. juli... (Hvilket er godt for mig, men slet, slet ikke godt i et større perspektiv, hvor man også kan have brug for hjælp, selvom man er over 38 år).. Men han vil ikke lave krydset om... Fordi jeg har tendens til angst... Jeg ved ikke, hvad jeg er angst for?! Jeg føler mig ikke angst, og selvom jeg havde bestemt mig for, at jeg ikke ville spekulere på det (uden psykologen), er det ret svært at lade være!!
Jeg håber, at jeg kan bilde mig selv ind, at han opererer med en anden forståelse af angst end mig, og at pskylogen kan hjælpe mig med finde ud af og italesætte, hvad det i så fald er, jeg er angst for.... For jeg kan godt mærke, at det der med ikke at hænge sig i diagnosen pludselig er blevet lidt sværere for mig, end det var i går...
Hun fik et afbud! I morgen... Så i morgen skal jeg afsted til psykologen... Jeg glæder mig... Men er også lidt nervøs... For hvad nu hvis hun beder mig om at fortælle noget om mig... Det er jo lige netop det, jeg ikke ved så meget om... Mig... Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige...
torsdag den 7. juni 2012
At være ansvarsfuld og modig...
Jeg er ansvarsfuld og modig!
Ordene er min læges... Sagt i fredags, da jeg kom med mine udfyldte angst- og depressionstest og skulle have afgjort, om jeg kunne få en henvisning til en psykolog.. For jeg har fået nok! Jeg er træt af, at der er alt for mange dage, der er dårlige... Hvor jeg ikke aner, hvad jeg skal gribe i for at få det bedre! Men hvor jeg samtidig, helt rationelt, kan komme frem til, at tilstanden og tankerne og humøret er helt dårligt for mig...
Det er jeg jo ikke i tvivl om... At der er ødelæggende for mig og det, jeg gør (eller jo ikke gør, fordi jeg ikke kan overskue det eller aner, hvor jeg skal begynde)... Og for dem, jeg har i mit liv..
Jeg ved, at jeg er kommet længere og har det bedre, end jeg har haft længe.. Jeg ved også, at jeg i små skridt får det lidt bedre hele tiden... Men jeg ved ikke, hvordan jeg holder fast i følelsen... Følelsen af, at jeg er godt på vej... Jeg ved i hvert fald ikke, hvordan jeg skal holde fast, ret længe af gangen...
Jeg tror, jeg har særligt to ting, der - udover det helt ødelæggende ved selve håbløsheden, jeg føler - gør, at jeg har fået nok... Og den ene er i virkeligheden ret positiv! Når jeg er glad, så er jeg glad på en helt anderledes, grundlæggende facon, end jeg kan huske, jeg har været længe! Sådan helt igennem glad og godt tilfreds.. Tilfreds med mig og mit liv og mine valg her i livet... Både dem, der er endt, som jeg havde forestillet mig, og dem, som er endt helt anderledes, end jeg havde forestillet mig... Glad på en helt grundlæggende og 'hvilen-i-sig-selv'-agtig måde! Og fortrøstningsfuld.. På mine vegne! Og det er så fedt!! Sådan gider jeg faktisk at have det noget mere! Derfor er det i sig selv helt frustrerende, at jeg ikke bare kan holde fast i det! Hvorfor skal jeg have så mange dage, hvor jeg ikke magter andet end at sidde i min sofa og glo ud i luften, når nu jeg også er grundlæggende glad!?
Den anden ting er skiftene og uforudsigeligheden i dem... Som ikke er til at bære! Den mindste ting kan vælte læsset... Og nogle gange er det ting, som jeg fint har kunnet håndtere og reflektere godt over på andre tider.. Det er da utåleligt! Som tanken om, at jeg skal holde ferie alene... Som jeg fint har kunnet forholde mig til og forlige mig med mange gange i løbet af de sidste mange måneder... Hvorfor er det pludselig så en dag lige det, der skal til for, at jeg græder som det første, når jeg vågner? Når jeg så sent som aftenen inden havde talt med en veninde om det, og egentlig havde det fint med det? Det er sgu da pisse irriterende! Og mest fordi jeg helt rationelt jo sagtens kan se - der, midt i min nedtur - at det oftest er helt, helt fjollede ting, der ødelægger mig...
Jeg har fået den... Henvisningen... Med ordene om, at jeg er ansvarsfuld og modig, fordi jeg forholder mig til mig, mit liv og at jeg har det skidt! Jeg ved ikke, om det er henvisningen eller ordene i sig selv, der har haft en betydning... Ikke desto mindre har det haft det... En betydning for mine sidste 6 dage.. Som har været helt igennem gode og fortrøstningsfulde på mine vegne!
Måske det bare er fordi, jeg faktisk tror på, at han har ret! Lægen...
Ordene er min læges... Sagt i fredags, da jeg kom med mine udfyldte angst- og depressionstest og skulle have afgjort, om jeg kunne få en henvisning til en psykolog.. For jeg har fået nok! Jeg er træt af, at der er alt for mange dage, der er dårlige... Hvor jeg ikke aner, hvad jeg skal gribe i for at få det bedre! Men hvor jeg samtidig, helt rationelt, kan komme frem til, at tilstanden og tankerne og humøret er helt dårligt for mig...
Det er jeg jo ikke i tvivl om... At der er ødelæggende for mig og det, jeg gør (eller jo ikke gør, fordi jeg ikke kan overskue det eller aner, hvor jeg skal begynde)... Og for dem, jeg har i mit liv..
Jeg ved, at jeg er kommet længere og har det bedre, end jeg har haft længe.. Jeg ved også, at jeg i små skridt får det lidt bedre hele tiden... Men jeg ved ikke, hvordan jeg holder fast i følelsen... Følelsen af, at jeg er godt på vej... Jeg ved i hvert fald ikke, hvordan jeg skal holde fast, ret længe af gangen...
Jeg tror, jeg har særligt to ting, der - udover det helt ødelæggende ved selve håbløsheden, jeg føler - gør, at jeg har fået nok... Og den ene er i virkeligheden ret positiv! Når jeg er glad, så er jeg glad på en helt anderledes, grundlæggende facon, end jeg kan huske, jeg har været længe! Sådan helt igennem glad og godt tilfreds.. Tilfreds med mig og mit liv og mine valg her i livet... Både dem, der er endt, som jeg havde forestillet mig, og dem, som er endt helt anderledes, end jeg havde forestillet mig... Glad på en helt grundlæggende og 'hvilen-i-sig-selv'-agtig måde! Og fortrøstningsfuld.. På mine vegne! Og det er så fedt!! Sådan gider jeg faktisk at have det noget mere! Derfor er det i sig selv helt frustrerende, at jeg ikke bare kan holde fast i det! Hvorfor skal jeg have så mange dage, hvor jeg ikke magter andet end at sidde i min sofa og glo ud i luften, når nu jeg også er grundlæggende glad!?
Den anden ting er skiftene og uforudsigeligheden i dem... Som ikke er til at bære! Den mindste ting kan vælte læsset... Og nogle gange er det ting, som jeg fint har kunnet håndtere og reflektere godt over på andre tider.. Det er da utåleligt! Som tanken om, at jeg skal holde ferie alene... Som jeg fint har kunnet forholde mig til og forlige mig med mange gange i løbet af de sidste mange måneder... Hvorfor er det pludselig så en dag lige det, der skal til for, at jeg græder som det første, når jeg vågner? Når jeg så sent som aftenen inden havde talt med en veninde om det, og egentlig havde det fint med det? Det er sgu da pisse irriterende! Og mest fordi jeg helt rationelt jo sagtens kan se - der, midt i min nedtur - at det oftest er helt, helt fjollede ting, der ødelægger mig...
Jeg har fået den... Henvisningen... Med ordene om, at jeg er ansvarsfuld og modig, fordi jeg forholder mig til mig, mit liv og at jeg har det skidt! Jeg ved ikke, om det er henvisningen eller ordene i sig selv, der har haft en betydning... Ikke desto mindre har det haft det... En betydning for mine sidste 6 dage.. Som har været helt igennem gode og fortrøstningsfulde på mine vegne!
Måske det bare er fordi, jeg faktisk tror på, at han har ret! Lægen...
Abonner på:
Opslag (Atom)