Jeg er ansvarsfuld og modig!
Ordene er min læges... Sagt i fredags, da jeg kom med mine udfyldte angst- og depressionstest og skulle have afgjort, om jeg kunne få en henvisning til en psykolog.. For jeg har fået nok! Jeg er træt af, at der er alt for mange dage, der er dårlige... Hvor jeg ikke aner, hvad jeg skal gribe i for at få det bedre! Men hvor jeg samtidig, helt rationelt, kan komme frem til, at tilstanden og tankerne og humøret er helt dårligt for mig...
Det er jeg jo ikke i tvivl om... At der er ødelæggende for mig og det, jeg gør (eller jo ikke gør, fordi jeg ikke kan overskue det eller aner, hvor jeg skal begynde)... Og for dem, jeg har i mit liv..
Jeg ved, at jeg er kommet længere og har det bedre, end jeg har haft længe.. Jeg ved også, at jeg i små skridt får det lidt bedre hele tiden... Men jeg ved ikke, hvordan jeg holder fast i følelsen... Følelsen af, at jeg er godt på vej... Jeg ved i hvert fald ikke, hvordan jeg skal holde fast, ret længe af gangen...
Jeg tror, jeg har særligt to ting, der - udover det helt ødelæggende ved selve håbløsheden, jeg føler - gør, at jeg har fået nok... Og den ene er i virkeligheden ret positiv! Når jeg er glad, så er jeg glad på en helt anderledes, grundlæggende facon, end jeg kan huske, jeg har været længe! Sådan helt igennem glad og godt tilfreds.. Tilfreds med mig og mit liv og mine valg her i livet... Både dem, der er endt, som jeg havde forestillet mig, og dem, som er endt helt anderledes, end jeg havde forestillet mig... Glad på en helt grundlæggende og 'hvilen-i-sig-selv'-agtig måde! Og fortrøstningsfuld.. På mine vegne! Og det er så fedt!! Sådan gider jeg faktisk at have det noget mere! Derfor er det i sig selv helt frustrerende, at jeg ikke bare kan holde fast i det! Hvorfor skal jeg have så mange dage, hvor jeg ikke magter andet end at sidde i min sofa og glo ud i luften, når nu jeg også er grundlæggende glad!?
Den anden ting er skiftene og uforudsigeligheden i dem... Som ikke er til at bære! Den mindste ting kan vælte læsset... Og nogle gange er det ting, som jeg fint har kunnet håndtere og reflektere godt over på andre tider.. Det er da utåleligt! Som tanken om, at jeg skal holde ferie alene... Som jeg fint har kunnet forholde mig til og forlige mig med mange gange i løbet af de sidste mange måneder... Hvorfor er det pludselig så en dag lige det, der skal til for, at jeg græder som det første, når jeg vågner? Når jeg så sent som aftenen inden havde talt med en veninde om det, og egentlig havde det fint med det? Det er sgu da pisse irriterende! Og mest fordi jeg helt rationelt jo sagtens kan se - der, midt i min nedtur - at det oftest er helt, helt fjollede ting, der ødelægger mig...
Jeg har fået den... Henvisningen... Med ordene om, at jeg er ansvarsfuld og modig, fordi jeg forholder mig til mig, mit liv og at jeg har det skidt! Jeg ved ikke, om det er henvisningen eller ordene i sig selv, der har haft en betydning... Ikke desto mindre har det haft det... En betydning for mine sidste 6 dage.. Som har været helt igennem gode og fortrøstningsfulde på mine vegne!
Måske det bare er fordi, jeg faktisk tror på, at han har ret! Lægen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar