På onsdag skal jeg separeres...
Jeg har jo endelig sendt papirerne.. Efter dét skænderi, hvor det var helt tydeligt, at mit forsøg på at gøre det her ordentligt, nogle gange bliver helt, helt glemt, og hvor han sagde, at jeg ikke må se den unge mand mere, sendte jeg dem... Elektronisk og med kryds i feltet 'Nej' på spørgsmålene 'Er I enige om vilkårene for separation?' og 'Er I enige om separation?'...
Det gjorde mig glad! Det gjorde mig glad at vide, at jeg lige i det sekund havde gjort noget, der var godt for mig, og som, når jeg skal være ærlig, ville have været godt for mig at gøre længe... Det er stadig godt... Og har været det hvert eneste monent mellem mit klik på 'Send' og nu... Også da det faktisk gik op for mig, at jeg har anmodet om separation på den dag, der havde været vores 14års kærestedag, hvis ikke det var fordi....
Han blev gal... Da indkaldelsen til vilkårsforhandlingerne kom.. Over, at jeg ikke havde sagt noget.. Men jeg har jo sagt det... Tit.. At jeg ville sende dem... Og nej, jeg havde ikke sagt, at 'Nu har jeg så også gjort det..' For hvorfor? Hvorfor skal jeg stille mig i en situation, hvor han bliver ked og sur og gal? Igen.. For det er han jo også blevet de gange, jeg har sagt, at 'Nu sender jeg dem!'...
Vi fik snakket... Godt... Dér, hvor han først blev så gal og ked.. Det var så dejligt.. For det er egentlig længe siden, at vi har snakket om os, og det har altid været så skævt, fordi han ville mere, og jeg ikke ville mere.. Den her gang var det med en fælles, hvis ikke forståelse, så i hvert fald accept af, at vi er færdige med at kunne være gift med hinanden..
Jeg har trukket min anmodning om separation tilbage... Ikke fordi jeg ikke vil separeres, men fordi jeg på onsdag i Statsforvaltningens åbningstid kan gå over med en anmodning, hvor svaret på spørgsmålene 'Er I enige om vilkårene for separation?' og 'Er I enige om separation?' er 'Ja'... Det gør mig så glad!
Så på onsdag skal jeg separeres...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar