Jeg har det godt…
Det meste af tiden. Jeg har puttet gode ting i mit liv, og lige nu er det ret
godt. Jeg har brugt efteråret på at opholde mig i et arbejdsrelateret helvede,
hvor jeg ikke vidste, om jeg var købt eller solgt. Nu ved jeg det, og selvom jeg
er solgt og egentlig meget hellere ville være købt, så har jeg det bedre end
længe.. Simpelthen fordi jeg nu ved noget! Uanset, at det er helt dårligt, så
er det bedre at vide end at ikke vide… Jeg har søgt en stilling, og de har
vurderet, at jeg ikke er kvalificeret… Men at jeg har potentiale.. Fuldstændig
ligesom Kit Delucca i Pretty Woman… Veninden, der ikke har mødt Richard Gere og
som derfor tjener til livet og vejen på et gadehjørne i Hollywood. Måske ikke
den fedeste sammenligning, men det var min første tanke.. Da jeg fik at vide,
at jeg var solgt… Og fordi jeg blev så lettet over endelig at vide noget, så
kunne jeg faktisk grine ret meget af det.. :)
Det gør jeg ret
meget for tiden… Griner… Og er glad… Heldigvis var den anden ansøger heller
ikke kvalificeret, så jeg har fået en chance mere… Jeg skal knokle røven ud af
bukserne hele foråret, men jeg ved noget! Jeg behøver ikke være helt usikker og
i tvivl og fuck, hvor er det befriende!! Det er tre uger siden, jeg fik besked,
og i de tre uger har jeg oplevet flow og drive på mit arbejde i en grad, jeg
ikke kan huske, jeg har haft længe…
Fordi jeg kan
mærke, at jeg er god til det… Og fordi jeg midt i alt det der uvished blev nødt
til at kaste et grundigt blik på, hvad det egentlig er, jeg er god til! Og det
er faktisk ret mange ting! Jeg blev lidt paralyseret ved tanken om, at jeg kun
havde to kompetencer, men bare fordi netop to ting er overskrifterne for de to
hovedopgaver, jeg har varetaget i årevis på mit arbejde, så er der faktisk
mange pinde med kompetencer nedenunder! Kompetencer, som jeg har, og som jeg
kan bruge til lige dét, jeg gerne vil! Det giver optur! Uanset, at jeg nu får
chancen for alligevel at blive i et karriereforløb, hvor de to hovedopgaver er
de samme… Jeg ved, hvad jeg kan, og det er ret sundt…
Jeg tror også, at
jeg i processen har fundet ud af, hvad jeg vil! Jeg havde alle muligheder for
at rejse efter et arbejde med de samme to hovedopgaver, men det er ikke det,
jeg vil… Jeg vil være en mor! Jeg vil være en mor til den unge mand, der har
det bedre og er gladere end længe, men som heldigvis stadig ringer og kommer forbi
og som giver verdens bedste krammere… Ham, som er det mest betydningsfulde, jeg
har, og som kan gøre mit humør bedre på en sort dag ved at fortælle om
hverdagslivet i en halv time… Og så vil jeg være det noget mere… Mor… Til en,
som er ny og ventet og ønsket og elsket… Allerede mens det bare er en tanke..
For det er det stadig… Ikke sådan forstås, at jeg ikke har handlet.. Jeg har
handlet! Jeg har ringet til lægen og været til samtale, og jeg har været til
samtale på fertilitetsklinikken, og jeg har vænnet mig til tanken henover en
sommer, og jeg har købt hormoner, og jeg har valgt en donor, og jeg har
prøvet!... To gange… I efteråret… Det er længe siden, jeg har følt mig så i
live! Som i kontrol og på vej og beslutsom og alt det der, man kan føle, når
man tager et kæmpeskridt mod noget, man har drømt om i 15 år… Uanset at drømmen
er en helt anden nu, end den har været i årernes løb.. For det er den… Hvor den
har været fælles i de allerfleste, er det nu kun min… Ja, og dem, der hepper, drømmer
jo også om det for mig, men det er kun min drøm nu… Og det gør den ikke mindre
eller større eller noget.. Bare anderledes og alligevel så meget den samme…
Det lykkedes ikke…
Jeg var i al min beslutsomhed ikke i tvivl om, at jeg havde succes den første
gang... Jeg var så til gengæld ikke et sekund i tvivl om, at jeg ikke havde det
anden gang… Men kedheden var den samme… Uanset at jeg dér prøvede at tænke, at
jeg jo ikke måtte sætte næsen op efter for meget, for ’sandsynligheden er jo
lille’, og ’du er jo også nærmest 40’, og ’livet bliver jo også okay uden børn’,
og ’du har jo én gang accepteret, at du ikke skulle have børn, så det kan du
igen’… På sådan en ’Det skal nok gå uanset’-agtig måde… Men det hjalp slet
ikke.. Det var ikke i orden! Det var noget pis og noget lort, og jeg har sgu
fortjent det og vil sikkert være meget bedre til det nu, end da jeg var 22 år!
Det er min tur, og jeg er så klar!... Jeg gider!
Jeg holder
juleferie… I babyprojektet… Fordi fertilitetsklinikken holdt deres, og fordi
jeg kunne mærke, at det ville være godt for mig at give mig selv lov til at
nyde den her arbejdsrelaterede optur lidt endnu.. Og så satser jeg på, at jeg
kan lægge de der forbehold væk imens… Fordi det var meget federe at tro på, at
det var lykkedes, end det var at tvivle… Og måske det i sig selv er med til at
gøre en forskel! Jeg håber det!
Jeg gider! Jeg er
klar! Og jeg vil være god til det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar