Da jeg var et mellemstort barn havde jeg på et tidspunkt dækket mine tre klædeskabes gulnet-brune låger med plakater og citater og alskens mærkelige udklip... Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men det var før, jeg flyttede ind i husets største værelse med turkis-og-i-svampeteknik-farvede vægge... Måske 13-14 år.. Det passer vist med, at jeg flyttede min storesøster ud af det store værelse, fordi hun efter min mening ikke hurtigt nok fik flyttet sine ting hen i sin første lejlighed.. Jeg er egentlig ikke helt sikker på, om hun helt har tilgivet mig, at hun på den måde 'blev flyttet hjemmefra'.. Men hun tog i byen og sagde, at 'Det kan du da selv gøre', da jeg påpegede, at hun burde blive hjemme og pakke sine ting væk... Så på sin vis gav hun mig jo selv lov!
På skabet, der på mit 'først i teenageårene'-værelse, kan jeg huske, at jeg havde en forholdsvis simpel tegneserie af en pige og en dreng og med teksten 'Lykken er... at have en ven'. Og det er det.. Lykken... Jeg øver mig i at lede efter den.. Ikke i de store ting, men bare i de små.. Fordi dem er der jo, hvis man skal være helt ærlig, flest af.. Små ting, altså.. Og jeg er ret god til det.. At finde dem...
Jeg er vild med facebook.. Jeg tror, min fascination hænger sammen med, at jeg er nysgerrig på grænsen til det overdrevne, og det er jo en oplagt mulighed for at snage i andre menneskers liv... (Jeg savner faktisk den feature, der gjorde, at man kunne se venners venners statustopdateringer i oversigtsform, når man kiggede på vennernes vennelister.. Lækkert med hurtigt overblik både over statusopdateringerne, men også en klar indikation af hvilke profiler, der er så lidt private, at en ikke-ven kan snage med.. :)) Jeg bruger det meget... Facebook... Og ikke bare til at snage i andre menneskers liv.. Jeg deler også mit.. Eller noget af det.. Min mand sagde engang, at han slet ikke kunne kende den Lene, han kunne læse om på facebook... Fordi hun er sådan et glad og på grænsen til det overglade, i-bund-og-grund-tilfredst menneske... Og det synes han faktisk ikke, at jeg var, når jeg var sammen med ham (go figure..). Nå, men jeg opdaterer altså.. Min status.. Nogle gange tit (men aldrig på den der ’Nu er jeg her lige, så nu får I fire opdateringer med cirka 30 sekunders mellemrum’-agtige måde). Og jeg gør det ordentligt! Jeg tænker godt over det, inden jeg trykker update, sikrer mig, at der ikke er stavefejl og kunne ikke drømme om at skrive ’jeg’… Som I ’Lene er glad i dag, for jeg skal i skoven’… Man kombinerer jo ikke første person og tredje person! Nej, Lene er glad, for hun skal i skoven! :)
Jeg har dog på det seneste udvidet repertoiret af facebookstatusopdateringer.. Jow jow.. Nu kan det hænde sig, at der står ’Lene - Lykken er:….’! Hvad siger I så? :) Så minder jeg mig selv (og mine facebookvenner, men ikke deres venner, for man behøver ikke per definition dele, fordi man selv gerne vil snage) om, at lykken er i de små ting… Som når barnet tager opvasken.. Eller løber hen til købmanden for at nå at købe bland-selv-slik, inden de lukker.. Eller selv løbe og have optur over det..
Faktisk er det der, jeg er lige nu… I en optur… Jeg har en tendens til alt for meget tankevirksomhed på den der ’nu forestiller jeg mig en masse, som jeg alligevel ikke ved en skid om, men jeg kan slet ikke lade være’-agtige måde.. Hvor jeg bare har drømt om at kunne skrue lidt ned! Man bliver ør af hele tiden at have 1.000 tanker i hovedet.. Ikke fordi det er det at have mange tanker, der i sig selv er træls.. Nej, det er den samtidige helt rationelle viden om, at man er helt skør i kombination med, at man slet, slet ikke kan lade være, der gør ør… Men jeg har fået skruet ned.. Og nøj, hvor det frigiver en masse god energi! Som jeg så blandt andet har brugt på at lede efter den der tegneserie.. Om at lykken er at have en ven.. Egentlig ikke fordi jeg er i tvivl om, at lykken er at have en ven, men fordi jeg synes, det kunne være helt skønt, hvis jeg kunne finde én, der pointerede, at det faktisk også er lykken at være en ven... Det kunne jeg nu ikke.. Men jeg kunne finde nogle af tegneserierne, og jeg kunne finde originalerne… Som faktisk ikke er halvt så gode, fordi de hedder ’Love is…’ Og jo, love er vigtigt, men der er jeg faktisk ikke nu.. Lige nu er jeg bare der, hvor jeg prøver at finde ud af, hvad lykke er… Udover, at lykken er store ting.. Ligesom kærlighed er.. Og en dag giver det sikkert helt god mening at finde de helt skønne tegninger om, hvad love is, frem og tænke, at 'Jaaa, det er præcis sådan jeg har det!'.. Måske det endda vil give anledning til at overveje en genintroduktion af en udklipssamling på en række gul-brune klædeskabe.. Lige nu er det dog tvivlsomt, at klædeskabe og svampeteknik kan sættes i samme sætning som 'lykke'... Det går ligesom lidt bedre med bland-selv-slik... :)
Nåe ja, og når jeg tænker mig om, så har hun nok tilgivet mig.. Min søster.. For man skaber vel ikke et hjem for sin egen familie i barndomshjemmet, hvis man har en grundlæggende følelse af at være ’blevet flyttet hjemmefra’.. Og på lørdag skal jeg hænge ud med niecen i værelset, hvor lykken var at have en ven, og med nevøen i værelset, hvor svampeteknikken var en (ret turkisfarvet) del af mit liv… For slet ikke at tale om niecen, der er så heldig at bo i det værelse, som aldrig har været mit, men hvor alle minderne er knyttet til mine søstre… For ’Lene - Lykken er: at være en søster’, og ’Lene - Lykken er: at være en moster’! For der er også lykke i de store ting!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar