Jeg har bestemt, at det er nu... Der er gået 7 måneder og 6 dage, siden den torsdag formiddag.. Hvor svaret på spørgsmålet 'Hvad er der i vejen?' ikke bare var 'Ikke noget', men i stedet 'Jeg er ked af det, fordi jeg har besluttet, at jeg er nødt til at sige til dig, at jeg vil skilles'...
7 måneder og 6 dage, hvor jeg har ventet på, at han skal forstå og acceptere.. Og hvor jeg det meste af tiden faktisk har været klar over, at det kommer han ikke til... Uanset hvor længe jeg venter, så bliver han ked af det og sur og gal... Måske bliver vi også uvenner... Men jeg har bestemt, at det er nu...
Prisen er for høj nu... Jeg føler mig indimellem i et limbo, hvor der ikke er plads til, at jeg helt kan finde ud af, hvordan jeg skal tænke om mig... Og andre gange er jeg slet, slet ikke i tvivl.. Indimellem føler jeg mig overhovedet ikke forbundet til ham og tænker mig som a-Lene... På den gode måde.. Sådan 'glad og fri og glad'-agtig.. Jeg vil gerne have nogle flere af den slags dage... Jeg har bestemt, at det er nu...
Jeg håber, at jeg kan huske, at de allerfleste af de beslutninger, jeg har taget for mig, og som jeg har kunnet mærke på den gode måde helt nede i maven, også har vist sig at være det... Gode... For jeg har bestemt, at det er nu...
Det er nu, jeg beder om at blive sepereret fra den mand, jeg elskede og troede, jeg skulle blive gammel sammen med...
En stor beslutning, og det lyder som om den kommer fra det helt rigtige sted. At blive skilt er som at sætte sig i en rutschebane, der er større og vildere end noget andet, man har prøvet, uden at vide hvor lang turen er. Og somme tider undervejs vil man bare af, uanset prisen. Jeg sender dig gode tanker og kræfter og ønsker dig god tur...
SvarSlet