At være mindre ligeglad...

Jeg har vist fundet grænsen.. For, hvad jeg kan skrive her.. For jeg kan ikke skrive, at jeg ville ønske, at der var mig, han havde lyst til at kysse på.. Og at jeg synes, at hun er dum og træls, og at jeg ville ønske, at jeg aldrig havde fortalt hende en skid om, hvordan jeg har det...

Hun er en af dem, der ved mest om, hvad der foregår i mit hoved.. Som har lyttet og spurgt og rådet og trøstet mig, når jeg græd... Og heppet, når jeg har sagt, at jeg trængte til at blive holdt om... Hun glemte bare at sige, at hun også synes, at han er helt sød, og at han kunne være hyggelig at kysse på...

Jeg føler mig 14 år... Eller 15 eller 16 eller 17... For sådan har veninder ret tit gjort i mit liv... (Måske det er en rimelig grund til, at det er løbet ud i sandet?!) Den her gang har jeg dog besluttet, at jeg ikke er 14 år længere, og at jeg vil putte min energi i noget andet.. Og jeg har sagt det til hende! At jeg ville ønske, at hun havde sagt det..

Og jeg ville ønske, at jeg ikke havde sagt så meget... Det virker ikke helt som om hun har hørt efter i en grad, hun burde..

Men det er ikke helt så nemt at være ligeglad.. Som jeg besluttede, at det skulle være..